Listeria: Når det mindste fund fører til samme triste resultat

800 færdiglavede salater blev kaldt tilbage i det samme, producenten opdagede, hvad der havde sneget sig med ombord.

Fødevarevirksomheden Flensted reagerede prompte, da det blev opdaget, at der var listeria i en af virksomhedens salater. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Listeria er en bakterie, man som fødevareproducent burde kende alt til og samtidig drømmer om aldrig nogensinde at stifte bekendtskab med.

Findes der listeria i et produkt, eksempelvis en færdigblandet salat, er der nogle helt klare retningslinjer for, hvad der skal ske. Og det er ligegyldigt, hvor stort et indhold af listeria, der er tale om.

Det var det, der skete hos virksomheden Flensted mandag. Flensted ejer producenten Lammefjords Grønt, der blandt andet laver “Sprød salat med asparges, gulerod, hindbær og granatæble”.

– I forbindelse med vores egenkontrol konstaterede vi et lavt indhold af listeria i salaten, fortæller administrerende direktør ved Flensted, Lene Rasmussen, til Newsbreak.dk.

Fulgte alle foreskrifter

Herefter orienterede virksomheden Fødevarestyrelsen, og en pressemeddelelse blev forfattet og sendt afsted. Som man skal. For det skal man.

Listeria er en bakterie, man kan blive alvorligt syg af, og det er op til virksomhederne at sørge for, at listeria ikke ender i fødevarer.

– Det er en miljøbakterie. Vi kommer aldrig af med den. Virksomhederne skal have procedurer, der sikrer, at der ikke kommer listeria i en rullepølse, siger Anette Perge, sektionsleder ved Fødevarestyrelsen.

Hun nævner rullepølsen som eksempel på en fødevare, der ikke må komme listeria i. Det samme gælder for færdiglavet mad, og grunden til, at det er så vigtigt ikke at lade listeria få plads i fødevareproduktion er, at det er meget svært at komme af med bakterien igen.

– Listeria er god til at gemme sig i hjørner og sprækker. Den må godt være i et afløb, men så skal man ikke højtryksspule afløbet, for så får man bakterien med op, siger Anette Perge.

Svært at undgå

Det er ikke helt sikkert, hvordan der endte med at være listeria i den færdigblandede salat fra Flensted. Men Lene Rasmussen fortæller Newsbreak.dk, at virksomheden køber råvarer ind udefra. Leverandørerne har til opgave at tage stikprøver for at undgå listeria. Det samme gør man fra Flensteds side.

– Men vi tager ikke prøver af hver eneste asparges. Derved er miseren sket, siger Lene Rasmussen.

Hun fortæller, at der i alt er blevet kaldt 800 salater tilbage fra Rema 1000-butikker, der har aftaget dem til at starte med. Flensted er ikke blevet kontaktet af forbrugere, der har oplevet at blive syge efter at have spist den omtalte salat.

 

Powered by Labrador CMS