Listeria fundet i populær julemad – kan give meningitis og blodforgiftning

Har du denne vare liggende i køleskabet eller fryseren? Så smid den ud med det samme.

Der er konstateret listeria i en kogt rullepølse. Den kan være farlig at spise. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Julefrokoster kan være overordentligt hyggelige. Medmindre, selvfølgelig, man bliver syg af at deltage. Og her menes ikke tømmermænd.

Der er nemlig fundet listeria i en skiveskåret, kogt rullepølse fra Skare Food A/S.

Listeriaen er opdaget i pølsen ved produktets holdbarhedsudløb 5. december.

Det drejer sig altså om kogt skiveskåret rullepølse i pakker med 70 gram. Den er produceret 14-11-2017 og altså mindst holdbar til 5. december 2017.

Pølsen er solgt i Rema 1000-butikker.

Selv om holdbarhed er udløbet, kan forbrugere have produktet liggende på frost.

Risikoen er altså infektion med Listeriabakterier.

Symptomerne er blandt andet influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og eventuelt mavetarm problemer.

I sjældne tilfælde kan listeria forårsage meningitis og blodforgiftning.

Forbrugere rådes til at levere varen tilbage til butikken hvor den er købt eller kassere den.

Listeria

  • Listeria er en miljøbakterie og kan gemme sig i produktionsmiljøer i fødevarevirksomheder. Listeria kan være et problem i fødevarer med lang holdbarhed ved køletemperatur.
  • Listeria i en fødevare er ofte tegn på, at varen ikke har været varmet nok op, så de naturlige listeriabakterier har overlevet. Listeriabakterier dør ved en varmebehandling til 75 °C.
  • Listeria kan også være tilført en fødevare efter varmebehandling, hvis der er listeria i produktionsmiljøet, fx i slicemaskinen. Det er set for fx koldrøget fisk og gravad fisk, kødpålæg og færdigretter.
  • Listeria er meget robust. Den tåler udtørring og høje saltkoncentrationer, og er derfor svær at komme af med.
  • En infektion med madbakterien Listeria monocytogenes kan give sygdommen listeriose. Listeriose er forholdsvis sjælden sammenlignet med fx salmonellose fra salmonella. Til gengæld er listeriose en meget alvorlig og livstruende sygdom.
  • Normalt bliver ca. 50 personer syge af listeria om året, når der ikke er større sygdomsudbrud. I 2014 var der fx 92 syge, hvoraf de 41 skyldtes et større sygdomsudbrud fra rullepølse.
  • Hvis du er sund og rask og bliver smittet med listeria, bliver du sjældent alvorlig syg af listeria, men du kan få kortvarig diarré eller influenzalignende symptomer. Disse sygdomstilfælde bliver oftest ikke talt med i statistikkerne over sygdom.
  • Hvis du har nedsat immunforsvar, fordi du er alvorligt syg og/eller tager medicin, der dæmper immunforsvaret, har du risiko for at få mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og meningitis. Dødeligheden blandt patienter med alvorlige symptomer er ca. 25 %.
  • Er du gravid, er der risiko for, at du kan smitte det ufødte barn. Det kan føre til abort/dødfødsel eller fødsel af et barn med blodforgiftning og/eller meningitis. Du bliver sjældent selv syg af listeria.
  • Symptomerne på sygdom kan vise sig fra få dage efter, at man er blevet smittet og helt op til to måneder efter. De fleste bliver syge efter 2-3 uger.
  • Kontakt din læge, hvis du har mistanke om at være smittet med listeria.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Newsbreak.dk forsøger at få en kommentar fra Skare Food A/S.

Powered by Labrador CMS