Lisbet Dahl: -Det er slut
Cirkusrevyen 2022 bliver skuespillerens sidste
Cirkusrevyen 2022 bliver Lisbet Dahls finalesæson.
Det oplyser Cirkusrevyen i en pressemeddelelse.
For 48 år siden, i 1974, mens Dirch Passer dinglede i "Hoppegyngen" og fortalte om sin lillebror, indtog en ung, talentfuld kvinde Cirkusrevyens scene for første gang.
2022 bliver Lisbet Dahls 34. sæson - og altså den sidste.
- Cirkusrevyen er gennem årene blevet min anden familie, og derfor er det meget vemodigt at skulle stoppe til næste år, men tidspunktet føles helt rigtigt for mig. Jeg er dybt taknemmelig for de mange gode år sammen med mine kolleger både på og bag scenen, men tiden er nu inde til at sige farvel, og jeg glæder mig til at se publikum igen til næste år og få lov til at sige farvel til dem også, siger Lisbet Dahl.
- Lisbet Dahl har uden tvivl en kæmpestor del af æren bag Cirkusrevyens succes siden hendes debut i 1974. Jeg vil altid være taknemmelig for, at Lisbet i 1985 sagde ja til at være med i Cirkusrevyen igen, da jeg helt uerfaren havde overtaget revyen, siger cirkusrevyens direktør, Torben Pedersen.
Sygemeldt
2021-sæsonen blev særligt udfordrende for Lisbet Dahl, der blev sygemeldt i juli måned og resten af sæsonen, men i 2022 er hun klar til endnu engang at stå på scenen i det, der bliver Lisbets finalesæson i Cirkusrevyen.
- Jeg glæder mig til at vende tilbage til Cirkusrevyen til næste år. Det har været specielt ikke at stå på scenen det meste af sommeren, men det var nødvendigt, og nu er jeg klar igen til at lave revy sammen med det fantastiske hold, vi har sat sammen i 2022, siger Lisbet Dahl.
- Lisbet er en fantastisk instruktør, en trofast makker og en rigtig god ven. Jeg kommer til at savne hendes knivskarpe humor, hendes stædighed - og hendes utålmodighed, for det er grunden til, at jeg altid sætter mig ind i teltet og nyder den revy, hun og holdet har lavet. Nu glæder jeg mig til at se Lisbet tilbage i 2022, hvor vi skal sige farvel og tak til en stor kunstner, slutter direktøren.