Lis Sørensen og Sebastian får store priser
Rockakademiets hæderspris er kollegernes anerkendelse af et ekstraordinært musikalsk livsværk, som har gjort Danmark rigere og præget samtiden, lyder det
For deres indflydelse på dansk musik modtager sangerne og sangskriverne Lis Sørensen og Sebastian nu en hæderspris hver fra Det Danske Rockakademi.
Det oplyser akademiet i en pressemeddelelse.
Fortolker deres sange
Lis Sørensen og Sebastian får overrakt hæderspriserne den 29. september på spillestedet Amager Bio i København ved en koncert, hvor aftenen afvikles i to afdelinger med fokus på dem hver især, lyder det.
Her vil en række endnu ikke annoncerede solister fortolke Sebastian og Lis Sørensens sange, men prismodtagerne går også selv på scenen.
Tidligt gennembrud
69-årige Lis Sørensen indsang som blot 11-årig sin første plade. Det store gennembrud fik hun som 18-årig, da hun slog sig sammen med Anne Linnet som Shit & Chanel.
Ud over selv at have været i front for en række grupper og have optrådt i eget navn med sange som "Tæt på Ækvator", "Mine øjne de skal se" og "Brændt" har Lis Sørensen også sunget kor for Gasolin' og Gnags.
Professionelt parløb
Lis Sørensen er også kendt for sit professionelle parløb med årets anden hædersmodtager, Sebastian.
Sebastian har skrevet Lis Sørensen-sangen "Stille før storm", og Lis Sørensen har sunget og udgivet 13 af Sebastians sange på pladen "Rose".
Ud fra anerkendelse
Den 74-årige musiker, der bærer det borgerlige navn Knud Grabow Christensen, er især kendt for at have komponeret sange til musicalopsætningerne af "Skatteøen" og "Ronja Røverdatter".
Rockakademiets hæderspris er ikke afhængig af aktuelle salgstal, airplay og streaming, men er kollegernes anerkendelse af et ekstraordinært musikalsk livsværk, som har gjort Danmark rigere, og som har præget vores samtid, lyder det.
Nye medlemmer
Ud over at der skal overrækkes hæderspriser, bliver der også udnævnt fem nye æresmedlemmer: Johnny Reimar, Kenneth Bager, Kira Skov, Jørgen Olsen og Margrethe Björklund.
De optages i Dansk Rock og Popmusiks Hall of Fame, som Det Danske Rockakademi lancerede sidste år.
Stiftet i 2003
Det Danske Rockakademi blev stiftet i 2003 af Peter Ingemann, Hans Otto Bisgaard, Peder Bundgaard, Leif Skov, Flemming Madsen, Torben Bille, Marie Frank, Jørgen Olsen og Anne Linnet for at sikre den rockmusikalske kulturarv.