Linjedommer faldt i søvn midt under kamp

En baglinjedommer var faldet i søvn, da Hans-Kristian Vittinghus skulle bruge hans opmærksomhed

Hans-Kristian Vittinghus kunne intet stille op mod den stærke inder Lakshya Sen. (Arkivfoto).
Hans-Kristian Vittinghus kunne intet stille op mod den stærke inder Lakshya Sen. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var egentlig spændende nok, da Hans-Kristian Vittinghus i andet sæt kæmpede for at komme tilbage i kampen mod Lakshya Sen, men ikke alle kunne holde øjnene åbne.

Da den danske badmintonspiller i sin første kamp ved Indonesia Masters onsdag undlod at slå til en bold i den overbevisning, at den var ude, kiggede han ud på baglinjedommeren for at få en reaktion.

Linjedommer faldt i søvn

Men dommeren var ikke ligefrem opmærksom, fortæller Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 Sport.

- Der skete simpelthen det, at baglinjedommeren var faldet i søvn. I bogstavelig forstand. Han vågnede først, efter jeg snakkede flere gange til ham, siger Hans-Kristian Vittinghus.

Var bagud

Danskeren var på det tidspunkt bagud med 10-21, 13-15 og havde brug for al mulig medvind i opgøret mod den stærke inder, som senere vandt kampen og gik videre til anden runde.

Hans-Kristian Vittinghus henvendte sig straks til dommeren og krævede en udskiftning af baglinjedommeren

Efter diskussioner med kampens hoveddommer, som ikke ville gøre noget, kom turneringens overdommer på banen og tog sig en snak med den søvnige baglinjedommer.

DETTE ER HANS-KRISTIAN VITTINGHUS

Navn: Hans-Kristian Vittinghus

Alder: 36 år (født 16. januar 1986)

Beskæftigelse: Professionel badmintonspiller

Hjemby: Frederikshavn

Højeste placering på verdensranglisten: Nummer 6 i 2015

Kilde: Wikipedia

Burde have skiftet ham ud

- Linjedommeren forsikrede vist, at han var frisk nok til at fortsætte, så han fik lov at blive siddende, selv om jeg nok stadig mener, den rigtige beslutning havde været at skifte ham ud, siger Vittinghus til TV 2 Sport.

Få bolde senere havde Hans-Kristian Vittinghus tabt til Lakshya Sen. Inderen har tidligt torsdag morgen slået danske Rasmus Gemke ud af Indonesia Masters i anden runde.

Viktor Axelsen spiller senere torsdag sin kamp i anden runde mod verdens nummer 15, Tzu Wei Wang.

Powered by Labrador CMS