Line Jørgensen forventer hård konkurrence i ny klub
Håndboldlandsholdets anfører forlader efter denne sæson FC Midtjylland til fordel for CSM Bucuresti.
Den danske håndboldstjerne Line Jørgensen er indstillet på, at der venter hende hård konkurrence, når hun til sommer skifter FC Midtjylland ud med rumænske CSM Bucuresti.
– Når man skal til at spille for et af de helt store hold i Europa, så er det klart, at det betyder, at der er hårdere konkurrence om spilletiden.
– I Bukarest er der to dygtige spillere til alle pladser, så på den måde bliver jeg matchet endnu hårdere til både træning og kampe. Og det er fedt.
– Jeg tror på, at jeg bliver en dygtigere håndboldspiller af mere konkurrence, siger Line Jørgensen til People in Sports Facebook-side.
Den 25-årige højre back forlader FCM efter fem år i klubben.
– Det bliver en stor udfordring for mig. Nyt sprog, ny kultur, nyt land, nyt hold og en ny måde at gøre tingene på. Men det bliver samtidig rigtigt fedt at prøve mig af på en helt ny måde, som jeg ikke har været vant til på samme måde i Danmark.
– Jeg glæder mig helt vildt, siger den danske landsholdsanfører, der vil slutte godt af i FCM:
– Lige nu handler det om at slutte så godt af i FC Midtjylland som overhovedet muligt. Jeg har haft fem rigtigt gode år i klubben, og jeg vil gøre alt for at sige ordentligt farvel for denne gang.
– Så for mig ville det være fedt at efterlade FCM med en billet til Champions League i bagagen.
/ritzau/