Lille Smilla får mand tre år i fængsel for narko
En politihund er nu den indirekte grund til, at en mand skal i fængsel.
De er dygtige, politiets hunde. Nogle har endda så store talenter, de bruges allerede før de er færdiguddannede.
Sådan en slags hund er Smilla. En mand er netop – på grund af hende – blevet idømt tre års fængsel.
Det fortæller Sydøstjyllands Politi sin Facebook-side.
“Vi spår en stor fremtid for narkohunden Smilla, som hjalp efterforskere fra Sydøstjyllands Politi under en ransagning i en indbrudssag”, starter opslaget.
Sydøstjyllands Politi skriver, med en henvisning til en meget kendt bog, at Smilla i den grad har fornemmelse for ‘sne’.
God næse
Under en ransagning i en indbrudssag fandt hun en notesbog med narkoregnskab og tegn på rester af hash i et skab. Over skabet fandt hun to spiseskeer med rester af et hvidt stof, endnu en notesbog med regnskab og nogle små beholdere til hash og kokain med rester i.
Allerede der stod hun vel nærmest til både diplom og eksamensbevis, men hun stoppede ikke der.
Den mistænkte havde nemlig på loftet to rum, der lod til at være tomme. Det var de ikke. Bag plastik og isolering i det ene loftrum markerede hun her for en gemt taske. Den indeholdt 1,1 kilo amfetamin.
Smilla var dog stadig ikke færdig.
God hund
I loftrum to markerede hun her for noget højt oppe i luften. Og ganske rigtigt. 180 centimeter oppe – også under isolering – fandt politiet en lille pose med 14,5 gram kokain.
“På baggrund af Smillas store fund, blev en 29-årige mand fra Vejle i dag fremstillet i grundlovsforhør og idømt 3 års fængsel. God hund! På billedet kan du se Smilla som lille bitte politihund for ikke så mange måneder siden”, slutter opslaget.
Hunden Smilla fylder i dag, onsdag den 20. marts, et år.