Lille rokade: S tager Skatteministeriet

Helle Thorning har lagt op til en lille rokade, hvor det forventes at S overtager Skatteministeriet. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter Vestagers exit venter der en lille rokade, hvor S ventes at overtage skatteministerposten fra R.

Da det natten til søndag stod klart, at Margrethe Vestager bliver Danmarks næste EU-kommissær meddelte hun hurtigt, at skatteminister Morten Østergaard bliver ny politisk leder for De Radikale.

Østergaard er også udset til at forlade Skatteministeriet og i stedet overtage Vestagers post som økonomi- og indenrigsminister.

Dermed er der på Christiansborg åbnet for spekulationerne om, hvad der skal ske med posten som skatteminister. Og om der kan komme en større rokade, som måske vil flytte rundt på flere ministerposter mellem De Radikale og Socialdemokraterne.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der lagt op til en lille rokade, hvor Socialdemokraterne sætter sig på Skatteministeriet, og der ikke bliver rokeret på ministerposter mellem de to partier.

I Socialdemokratiet var der allerede ved ministerrokaden i februar – hvor SF trådte ud af regeringen – en opfattelse af, at De Radikale skyldte. Dengang fik De Radikale lidt overraskende lov til at placere Martin Lidegaard (R) på den attraktive udenrigsministerpost.

Nu får Vestager så også den danske EU-kommissærpost, og dermed er der i byttehandlen lagt op til, at partiet til gengæld må afgive Skatteministeriet til Socialdemokraterne.

Skatteministeriet har været plaget af en stribe dårlige sager, og derfor er det langt fra en nem opgave, der venter en ny socialdemokratisk minister.

Skatteministeriet har blandt andet være beskyldt for at bruge alt for hårdhændede inddrivelsesmetoder.

Der har været uro blandt medarbejderne efter flere omstruktureringer og fyringsrunder og allerede den 11. september skal en ny minister være klar til at se på det sprængfarlige system for ejendomsvurderinger.

Her præsenterer et ekspertudvalg sin rapport, om de udskældte ejendomsvurderinger, som har vist sig at være upålidelige, hvilket kan have økonomiske konsekvenser for store vælgergrupper.

Alligevel ser man i Thornings lejr positivt på muligheden for at overtage Skatteministeriet før den kommende valgkamp. Dermed vil Socialdemokraterne både sidde på Finansministeriet med Bjarne Corydon, erhvervs- og vækstministeriet med Henrik Sass Larsen og altså Skatteministeriet.

Herfra er det planen, at en ny skatteminister skal gå i offensiven og sætte fokus på det, man i rød blok betegner som blå bloks ufinansierede skattelettelser og det stærke ønske fra især De Konservative og Liberal Alliance om at fjerne topskatten.

Socialdemokraterne har endnu ikke sat navn på, hvem der skal overtage posten. Hvis man skal tage en uden for ministerholdet, vil det formentlig kræve en person med ministererfaring. Det kunne måske åbne for et overraskende comeback til tidligere justitsminister Morten Bødskov.

Gruppeformand Henrik Dam Kristensen har også lang ministererfaring, men vil blive savnet som gruppeformand. Og har måske ikke lyst.

En anden mulighed er, at man tager en erfaren minister fra det nuværende ministerhold og rykker ind i Skatteministeriet. Det kunne måske give plads til en Ane Halsboe-Jørgensen på en blødere post.

Rokaden ventes at først at falde på plads i løbet af mandag eller tirsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS