Ligsyn skal besvare spørgsmål angående afdød fra Orø
Hos Midt- og Vestsjællands Politi tvivler man på, at der ligger en forbrydelse bag fortællingen om fundet af en død mand i Isefjord ved Holbæk.
En redningsbåd fra Orø samlede tidligt søndag aften liget af en mand op fra Isefjord. Liget var blevet fundet af en sejler, og mandens identitet er efterfølgende blevet endeligt fastslået. Der er tale om en 63-årig mand fra Orø, og mandens familie er blevet underrettet.
Kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, fortæller til Newsbreak.dk, at der nu skal afholdes et ligsyn af den 63-årige mand.
– Der er umiddelbart intet, der tyder på, at der er sket en forbrydelse, og afdøde vil blive nærmere undersøgt ved et ligsyn, siger Carsten Andersen.
Da mandens lig blev samlet op søndag aften, var der ellers tvivl om, hvorvidt der kunne ligge en forbrydelse bag hans død. Men selvom politiet endnu ikke kender meget til baggrundshistorien for mandens død, efterforsker man det altså ikke som en forbrydelse.
– Vi kender ikke omstændighederne bag, men vi prøver at få styr på det. Det vigtigste for os er at konstatere, om der ligger en forbrydelse bag eller ej. Og det er der intet, der tyder på, siger Carsten Andersen til Newsbreak.dk.