Lige nu – Vej helt spærret: -Find anden rute
Vejafspærringen skyldes bortsprængning af en gammel granat, som sprængningseksperter tager sig af
Landevejen Rute 265 mellem Næstved og Skælskør spærres i cirka en halv time. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Grunden er bortsprængning af en gammel granat, som sprængningseksperter står for.
– Klokken 20.23 modtager vi en melding om en gammel granat, som er blevet fundet i en sø i et skovområde i forbindelse med magnetfiskeri, fortæller Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi, til Newsbreak.dk og fortsætter:
– Sprængningseksperter blev kaldt ud, og de vurderede, at granaten skulle bortsprænges på stedet.
Kan potentielt være farlig
Den slags granater er ældgamle, og nogle er ufarlige, imens andre potentielt stadig kan være farlige. Derfor tør man ikke løbe en risiko.
– Når man finder sådan noget i naturen, skal det bare væk med det samme. Både af sikkerhedshensyn og af hensyn til miljøet.
Da den pågældende vejstrækning ligger inden for sikkerhedsafstanden, er den blevet spærret af.
Specifikt er afspærringen ved km-mrk. 19 ved Nyrup.
Imens bortsprængningen står på, opfordrer vagtchefen trafikanter til at finde en anden rute.