LIGE NU! Statsminister idømt kæmpebøde

Den norske statsminister er blevet idømt en bøde på 20.000 kroner

Den norske statsminister Erna Solberg har fået en bøde på 20.000 kroner. Foto: Berit Roald / NTB
Offentliggjort Sidst opdateret

Norges statsminister, Erna Solberg, har fået en bøde på 20.000 norske kroner – 14.670 danske kroner – for at bryde landets coronaregler.

Det oplyser politiet på et pressemøde fredag formiddag.

Solberg brød coronarestriktionerne i forbindelse med familiens fejring af statsministerens 60-års fødselsdag i det norske skiområde Geilo.

– Selv om loven er lige for alle, så er alle ikke lige, siger politichef Ole B. Sæverud på et pressemøde fredag.

Statsministeren har selv fortalt, at familien tog på restaurant den 26. februar, i den tro at det var den bedste måde at undgå smitte på. Solberg deltog ikke selv i middagen, men det gjorde mere end ti andre familiemedlemmer.

Dagen efter var Solberg samlet med sin familie i den lejlighed, som de havde lejet i Geilo. Her spiste de sushi og var i alt samlet 14 personer.

Har sagt undskyld

Solberg har tidligere beklaget, at hun og familien brød restriktionerne.

– Jeg står hver eneste dag og fortæller det norske folk om, hvordan vi undgår smitte, så jeg burde kende reglerne bedre.

– Sandheden er, at jeg ikke har undersøgt reglerne godt nok og dermed ikke opdaget, at når en familie går ud sammen og er mere end ti, så svarer det til et arrangement, sagde Solberg, da norske NRK først skrev om sagen.

Powered by Labrador CMS