Lige nu skal du passe ekstra på i bilen
Kører man langs kysterne eller i sneklædte områder, gør refleksionen, at lyset kan opleves endnu skarpere.
Selv om vi kun lige er trådt ind i forårets spæde start, er solen allerede skarp. På denne tid af året er den så lavthængende, at lyset kan komme i karambolage med synet, når vi kører på gader og stræder – især om morgenen og om aftenen.
– Når solen skinner, og det er relativt skyfrit, så kommer den lavthængende sol ind fra siden og er blændende. Så på denne tid af året kan det give god mening for den enkelte bilist at køre med solbriller, forklarer overlæge Toke Bek, der er professor i øjensygdomme ved øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Han fortsætter:
– Det, der er afgørende, er selvfølgelig, at du føler et behov for det. Men når solen er lavthængende som nu, er der også et fysisk belæg for det, siger Toke Bek.
Pas på havet
Kører man i sneklædte landskaber – for eksempel på en sen vinterferie – eller langs kystlinjerne nær havet, kan behovet være endnu større.
– Vand og sne giver de kraftigste og stærkeste refleksioner af solen. Så hvis du kører rundt i de omgivelser, og solen ovenikøbet står lavt, så kan du føle en enorm lettelse ved at tage solbriller på, siger Toke Bek.
Det er helt og aldeles individuelt, hvornår man føler et behov for at køre med solbriller på. Men både Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Optikerforeningen anbefaler, at man i hvert fald ifører sig et par, når uv-indekset er tre eller derover.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse beskytter store, tætsiddende solbriller med sidebeskyttelse, der er mærket EPF 10 (øjenbeskyttelsesfaktor), bedst.
Pris ikke afgørende
Det er egentlig underordnet, om du køber solbrillerne til en flad 20’er i den lokale kiosk eller spenderer flere tusinde kroner på et par i en brillebutik.
Bare man bruger øjnene, inden man tager et tilfældigt par ned fra stativet.
– Man skal ikke købe hvilke som helst solbriller, der påstår hvad som helst. Man bør købe nogle, der har opnået en officiel godkendelse. Man kan gå efter solbriller, der er mærket med Varefakta-mærket, råder Tore Bek.
Det betyder, at de lever op til gældende national lovgivning og EU-lovgivningen om beskyttelse. Man kan også gå efter CE-mærkede solbriller, som – ligesom de andre – også beskytter mod uv-a- og uv-b-stråler.