Lige nu: Politi evakuerer Hovedbanegården
Ankomsthallen er evakueret på grund af et mistænkeligt forhold, oplyser politiet.
Københavns Hovedbanegård er tirsdag eftermiddag blevet evakueret, oplyser Københavns Politi på Twitter. Det skyldes en “mistænkelig situation”.
– Togene kan godt køre, men ankomsthallen er evakueret på grund af et mistænkeligt forhold, siger vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad det mistænkelige forhold går ud på.
Ifølge TV2 er en bomberydder gået ind i ankomsthallen. Der er ifølge vagtchefen ikke tale om hærens ammunitionsrydningstjeneste, EOD, men om en hundefører med en sprængstofhund.
Flere medier oplyser, at der skulle være tale om en bombetrussel mod hovedbanegården, men det kan Michael Andersen ikke bekræfte.
I forbindelse med evakueringen var S-togsdriften kortvarigt indstillet. Alle toge kører igen, men passagerer skal gå til og fra perronerne via Tietgensbroen.
/ritzau/