LIGE NU: Mand fundet livløs efter brand
Brandvæsnet er på stedet. Det samme er politiet.
Opdatering 11.17:
Vi kan nu bekræfte at den fundne mand er indebrændt. De pårørende til husets beboer er underrettet, men mandens identitet kan ikke bekræftes med sikkerhed. https://t.co/nYo8ryTGNA
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) February 14, 2019
Opdatering 11.10:
Brandfolk har torsdag formiddag fundet en livløs person i et hus i Grevinge. Vedkommende blev fundet i huset, der siden torsdag morgen har været ramt af en voldsom brand. Politiet skriver på Twitter, at man har en stærk formodning om, hvem manden er, og at man er igang med at underrette dennes pårørende.
Newsbreak.dk kunne tidligere på dagen fortælle, at der var én person tilmeldt adressen på stedet.
Sagen undersøges fortsat af politi og brandefterforskere.
Mandens helt konkrete tilstand er ukendt.
Opdatering 10.36:
Én person er i skrivende stund savnet, efter at der torsdag morgen opstod brand i en beboelsesejendom i Grevinge på Sjælland.
Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder i Midt og Vestsjællands Politi, fortæller Newsbreak.dk, at branden blev anmeldt 07.19, at røgdykkere ikke har fundet nogen personer i det brændene hus, men at én person er tilmeldt som beboer på adressen.
– Vedkommende er ikke fundet, siger Charlotte Tornquist.
Det er en gammel og stor ejendom, der står i flammer, og selvom branden ikke har spredt sig til andre bygninger, er den så omfattende, at trafikken på den nærliggende Færgevej har været påvirket.
Kører man forbi i området, risikerer man derfor at skulle køre med nedsat hastighed. Det vil man blive oplyst om på stedet.
Første sal er faldet ned
Da Newsbreak.dk talte med Midt- og Vestsjællands Politi omkring 10.30, var brandfolk stadig igang med at slukke branden.
– Første sal er styrtet ned, siger Charlotte Tornquist.
Man har i skrivende stund ingen idé om, hvorfor branden er opstået.
Original artikel
Røgdykkere leder torsdag formiddag efter personer i en ejendom i flammer. Branden er opstået i en beboelsesejendom i Grevinge på Sjælland. Det skriver Ekstra Bladet.
– Røgudviklingen giver dårlig sigtbarhed, så politiet diriger trafikken ved vejen, hvor det går lidt langsommere. Man skal derfor følge politiets anvisninger og køre efter forholdene, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder i Midt og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.
Årsagen til branden er i skrivende stund ukendt.
Newsbreak.dk følger sagen.