LIGE NU: Mand fundet død i å
En læge erklærede manden død.
En mand er lørdag morgen fundet død i en å.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Møller Nielsen til Ritzau.
– Klokken 08.12 vi får en anmeldelse om, at der ligger en mand i åen ved Lille Skensved. Anmelderen, en kvinde, holder fast i manden og ringer 112.
– Ved ankomsten erklærer en læge den pågældende for død, siger vagtchefen.
Kender ikke manden
De pårørende til manden er ikke blevet underrettet.
Kvinden kendte ikke manden. Hun var ude på en gåtur, da hun pludselig så kroppen i åen.
– Vi tror, at han har ligget der et stykke tid. Vi mener at vide, hvem det er.
Ifølge politi er der ikke mistanke om, at der skulle være sket noget kriminelt.
– Alt tyder på en ulykke, lyder det fra vagtchefen.
Original artikel:
8.12 gik alarmen hos Østsjællands Beredskab. Den lød: Redning/drukneulykke.
Ifølge Ekstra Bladet er en mand faldet i en å og redningsmandskab er på vej til stedet.
Bladet skriver videre, manden er faldet i ved Åvad i Lille Skensved.
– Der er en mand i vandet. Vi er ikke nået frem, men er på vej for at få ham reddet op. En person holder fast i den pågældende, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Møller Nielsen til Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet er der to ambulancer, en lægevogn og en politibil på stedet.
Åen løber langs et rækkehuskvarter.