Lig er måske efterlyst kriminel

Det lig en Pokémon-jæger tirsdag aften fandt i Odense kan vise sig at være efterlyste Simon Brinkmann.

Så tæt ligger stedet, hvor liget blev fundet og området, hvor den efterlyste Simon Brinkmann sidst blev set. Foto: Google Maps/Fyns Politi.
Så tæt ligger stedet, hvor liget blev fundet og området, hvor den efterlyste Simon Brinkmann sidst blev set. Foto: Google Maps/Fyns Politi.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften faldt en Pokémon-jæger tilfældigt over et lig i en afvandingskanal på Lodsvej i Odense.

Fyns Politi er opmærksomme på, om den fundne person kan være den efterlyste Simon Bolt Brinkmann, der har været forsvundet siden maj i år.

– Ja, det er klart, det er nærliggende, men lige nu aner vi det ikke, siger Lars Thede, vagtchef hos Fyns Politi til Newsbreak.dk.

Vagtchefen oplyser også, at man ikke umiddelbart har kunnet fastslå, om det stærkt medtagede lig var en mand eller kvinde.

– Men der er ligsyn i morgen, oplyser Lars Thede, der håber, at man efter det bliver klogere.

Simon Brinkmann blev sidst set ved Østre Dæmning i Odense, ikke langt fra Lodsvej, hvor den Pokémon-jægeren gjorde sin uhyggelige opdagelse.

Den 41-årige Simon Brinkmann har en kriminel fortid, og der var sidste kontakt med ham på taget af et kolonihavehus hvor han råbte ‘Der er nogen efter mig’.

Alligevel kædede Fyns Politi i maj ikke umiddelbart Simon Brinkmanns forsvinden sammen med en forbrydelse.

– Det er i hvert fald ikke den vej, vores eftersøgning går. Han har en voldelig fortid, og det er ikke nogen hemmelighed, men intet tyder på, det spiller ind i forhold til hans forsvinden, sagde Politikommissær Carsten Arentoft i maj til Newsbreak.dk.

Smed livløs over bord

Den forsvundne færdedes ifølge Fyens.dk i et hårdt miljø og var uden fast bopæl, men havde gennem længere tid boet i et kolonihavehus i haveforeningen Baagø ved Stige Ø på Fyn, som også er der, hvor han sidst er set. Hans voldsomme fortid giver sig til udslag med domme for dødsvold og drabsforsøg. I år 2000 smed han en livløs maskinarbejder over bord fra containerskibet Dana Hafnia ud for Hollands kyst efter et slagsmål opstået i drikkelag. Han er ligeledes dømt for drabsforsøg ved i 2010 at have skudt en da 27-årig mand i brystet i en hashklub.

Sidstnævnte trak også i 2013 overskrifter, da Brinkmann fik ændret sin straf for netop det forhold. I byretten blev han dømt til forvaring, men landsretten ændrede straffen til seks års fængsel. Den 41-årige blev løsladt i februar i år.

Han har været forsvundet siden 11. maj 2016.

Powered by Labrador CMS