Lidegaard ønsker flere sanktioner mod Rusland
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er parat til at pille ved den økonomiske skruetvinge efter russisk indtog i Ukraine.
Nato har rapporteret, at hundredvis af russiske regeringssoldater deltager i kampe i det østlige Ukraine.
Og det kræver en reaktion fra EU-landene, mener Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), som fredag mødes med sine kolleger fra de 28 EU-lande i Milano.
– Rusland har overskredet endnu en grænse, og for mig at se kan det ikke få anden konsekvens, end at EU endnu engang kommer til at stramme sanktionerne, siger han til Ritzau over mobiltelefonen fra Italien.
Her vil han drøfte en optrapning af sanktionerne, som dog formentlig først vil blive vedtaget på weekendens topmøde mellem EU-landenes regeringschefer.
– På den længere bane må vi indstille os på, at det kommer til at tage noget tid at etablere en varig fred. Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi tænker langsigtet i de skridt, vi tager nu, siger Lidegaard.
Det er kun en måned siden, at EU sidst indførte nye sanktioner mod Rusland. Her blev der blandt andet indført forbud mod eksport af våben og udstyr til olieudvinding til landet, ligesom de russiske banker fik begrænset sin adgang til det europæiske finansmarked.
– Sidste gang tog vi skridtet ind i egentlige økonomiske sanktioner, og det ville være naturligt at overveje en udvidelse inden for de samme sektorer, så man forhåbentlig kan ramme dybere, siger udenrigsministeren.
– Det er ikke noget, man gør med et let hjerte, for det kan også koste Europa dyrt, men jeg kan ikke se anden mulighed, når et land som Rusland begynder at sende tropper ind i nabolandet og deltage i egentlige kampe, påpeger han.
Han afviser, at et militært modsvar til den russiske fremfærd kan komme på tale.
– Det vil have helt uoverskuelige konsekvenser, og Ukraine er ikke medlem af Nato. Det er økonomisk, at vi kan og skal gøre en forskel, siger han og uddyber:
– Der er stadigvæk mange niveauer af sanktioner tilbage. Der er ingen lande, der taler om et militært engagement i øjeblikket. Det ville eskalere situationen.
/ritzau/