Lidegaard får skarp kritik i solcellesag
Martin Lidegaard (R) får statsrevisorernes tredjehårdeste kritik i den såkaldte solcellesag.
Statsrevisorerne “kritiserer skarpt”, at daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) ikke har givet Folketinget fyldestgørende oplysninger i solcellesagen, oplyser statsrevisor Kristian Jensen (V) på Twitter.
Det er den tredjehårdeste kritik, som statsrevisorerne kan give.
Den hårde kritik får Martin Lidegaard for ikke at have oplyst Folketinget om huller i solcelleloven, inden den blev vedtaget. Inden vedtagelsen var Lidegaard i et notat orienteret om hullerne i loven, der ifølge Berlingske kan ende med at koste op mod 1,8 milliarder kroner.
Som klimaminister fik Martin Lidegaard en næse, men statsrevisorerne ønskede at undersøge sagen yderligere inklusive det lovforberedende arbejde. Og det er denne rapport, som nu kaster skarp kritik af den radikale politiker af sig.
/ritzau/