Licens-chok: Så mange ønsker at kunne skodde DR
Seks af ti svarer i måling, at licensen er for høj. DF og V mener ikke, at man skal kunne vælge DR til og fra.
Står det til halvdelen af danskerne i en ny undersøgelse, skal medieforbrugere have mulighed for at kunne vælge licensfinansierede DR fra.
Således svarer knap 52 procent i en ny spørgeundersøgelse af Voxmeter for Ritzau ja til, at de mener, at man skal kunne fravælge både adgang og betaling til DR.
Omvendt svarer knap 38 procent, at de ikke ønsker, at man skal kunne vælge DR fra.
Og den holdning deler DF’s medieordfører, Morten Marinus.
– Der skal stadig være et sted, hvor man er sikker på, at man har et public service-udbud, hvor man kan få det leveret, som de kommercielle ikke vil, siger han og tilføjer:
– Men det er klart, at vi skal have et forenklet DR og et slanket DR. Det tror jeg sådan set også, at folk er med på.
Inden længe vil regeringen præsentere sit udspil til et medieforlig, der ventes at indeholde besparelser til DR.
For alle
Det kommer bag på medieordfører Britt Bager (V) at en så stor andel ønsker, at man skal kunne vælge statsradiofonien fra. Hun understreger, at DR skal være for alle.
– Det er overraskende og en smule alarmerende. Det er nogle tanker, som vi selvfølgelig har arbejdet med.
– Men vi har valgt at sige, at det er en del af velfærdsstaten, at vi har et medie for alle. Det er en form for demokratistøtte – en form for støtte til den dannende samtale, siger hun.
Licensen koster cirka 2500 kroner om året, og det er for højt i forhold til, hvad man får for pengene, mener seks ud af ti i Voxmeter-målingen.
Samtidig svarer cirka en tredjedel, at DR bør beskæres med 25 procent eller mere. Nogenlunde samme andel mener slet ikke, at DR bør beskæres.
Og en femtedel vil skære i DR med mindre end 25 procent.
Skæres måske 12 procent
Flere partier har peget på, at besparelser på 12,5 procent af statsradiofoniens samlede budget er et godt bud. DF ønsker dog at skære en fjerdedel af budgettet.
Regeringen har derimod ikke lagt sig endeligt fast på, hvor meget den vil skære i DR.
– Men vi har hele tiden sagt, at vi er åbne over for at se på det, som DF har spillet ud med, siger Britt Bager.
DR-formand Michael Christiansen åbnede tidligere på ugen op for, at man kan spare 10 til 12 procent i DR.
– Hvis man over fire til fem år skal spare 10 til 12 procent, så er det jo, hvad Nationalmuseet og Det Kongelige Teater skal spare, sagde han til Politiken mandag.
Voxmeter-målingen er foretaget blandt 1020 danskere over 18 år, der er udvalgt nationalt repræsentativt.