Levede af flaskepant og rester
Mille Gori satte alt ind for at opfylde sin dansedrøm, fortæller hun i et interview med tv2.dk.
Da Mille Gori var blot 12 år gammel, lavede hun en såkaldt bucket-liste over ting, hun gerne ville opnå, inden hun fyldte 30 år.
Højt på listen stod målet om at blive enten skuespiller eller danser, og det har i ordets bogstaveligste forstand krævet både blod, sved og tårer at nå dertil.
Det fortæller hun i et interview med tv2.dk.
Mille Gori, som fik sit helt store gennembrud som Motor Mille i DR’s populære Ramasjang-univers, blev uddannet moderne danser fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2015.
Men Mille Gori måtte først gennem et afslag og efterfølgende dygtiggøre sig et år på det svenske balletakademi for at blive optaget på drømmeuddannelsen i Danmark – uden at kunne forstå et kvæk af sproget og ej heller med nogen penge på lommen i Sverige.
Hun ville ind, koste hvad det ville.
Flaskepant og rester
For at finansiere opholdet babysittede hun, og om aftenen snørede hun forklædet på og arbejdede som tjener.
Hvis gæsterne ikke havde prikket til maden, pakkede hun det efterfølgende ind, så hun kunne spise det derhjemme.
På vej hjem fra restauranten samlede hun flasker og ventede gerne en halv time ude foran den lokale pizzamand, så hun kunne få en rest kålsalat med hjem også.
– Det var pissehårdt, men jeg har også lært, hvad tingene koster, og hvordan man sparer op. Og i dag kan jeg lave alt med flåede tomater og salt, siger Mille Gori til tv2.dk.
Efter et år i det svenske kom Mille Gori endelig ind på Den Danske Scenekunstskole, og der tog tingene fart. Sideløbende blev hun kaldt til casting på DR, og efter et kaffemøde var Motor Mille skabt.
Siden da har Mille Gori turneret land og rige rundt som den motorglade karakter, og selv om hun stadig ifører sig fartbriller og fletninger, kan hun i øjeblikket også ses som sig selv foran et mere modent publikum som en af holdkaptajnerne i “Danmarks vildeste danser” på TV2.
– Det er første gang, at jeg laver et program, hvor jeg sidder i mit voksentøj. Det er jeg spændt på, siger hun til tv2.dk.
“Danmarks vildeste danser” kan ses på TV2 og TV2 Play fredag klokken 20.