Levakovic: – Jeg skyder hele familien og knepper jer
Ung kvinde fortæller roligt om trusler fra Levakovic
Helt rolig og med armene i skødet fortalte en ung kvinde torsdag formiddag ved Retten i Næstved, hvordan sigøjnerbossen Gimi Levakovic 1. maj i år truede med at skyde både hendes far og resten af familien. Det skete, mens det 46-årige overhoved for den berygtede Levakovic-klan havde drukket sig stærkt beruset under et besøg hos en anden roma-familie på Motolavej i Korsør.
»Min far og Gimi havde drukket så meget, at de lå og trillede rundt på jorden. Da vi havde fået hjulpet dem op i min families lejlighed, pegede Gimi på et tidspunkt på min far, og spurgte, om han skulle skyde ham. Jeg gik lidt i panik og blev rigtig bange. Kort efter spurgte han sin datter, hvor hans pistol var. Hun virkede bange, og sagde, at hun ikke vidste, hvor hans ting var. Hun var ved at bryde sammen og gik baglæns, men Gimi gik efter hende og gav hende en lussing,« forklarede vidnet.
»Så tog han fat i min trøje og sagde til mig, at jeg skulle finde hans pistol. Ellers knepper han mig og min familie,« tilføjede vidnet.
Overhovedet for Danmarks mest kriminelle familie er tiltalt for 1. maj i år at have været i besiddelse af en skarpladt ni mm-pistol samt for dødstrusler. Han har siddet varetægtsfængslet siden 2. maj i år, efter at han aftenen før var blevet anholdt i Korsør.
Her var politiet blevet tilkaldt til en ejendom på Motalavej på grund af tumulter, efter at den temperamentsfulde Gimi Levakovic var kommet i skænderi med andre romaer. Angiveligt havde han i den forbindelse truet to forskellige kvinder med at skyde dem.
Han truede ifølge anklageskriftet en anden romafamilie i en lejlighed med ordene:
»I har fem minutter til at finde den – ellers skyder jeg hele familien og knepper jer.«
Samme aften truede han angiveligt også en anden kvinde i beboelsen med ordene:
»Hvis du ikke finder V. (red. sigøjnerbossens datter), dræber jeg jer alle sammen med pistolen.«
Politiet fandt pistoler og kontanter
Da politiet kort efter besluttede sig for at ransage et værelse, som sigøjnerbossen havde lånt, fandt man en Walther P38-pistol med to magasiner med hver otte skarpe patroner. Det ene af magasinerne var isat pistolen. Samtidig fandt man et kontantbeløb på godt 22.500 kr. på Gimi Levakovic, som straks blev beslaglagt på grund af skattegæld.
Gimi Levakovic nægter at have været på det værelse, hvor pistolen blev fundet.
»Jeg sov i stuen,« forklarede han fra vidneskranken.
En ung kvinde har forklaret som vidne, at Gimi Levakovics datter bad hende om at gemme hans pistol i en taske, fordi hun angiveligt frygtede, at han kunne blive vred og hidsig, når han blev fuld.
Hvis Gimi Levakovic bliver kendt skyldig ved Retten i Næstved torsdag, risikerer han efter endt afsoning af en eventuel fængselsstraf udvisning til Kroatien, hvor han er statsborger. Formentlig med indrejseforbud i enten seks eller 12 år.
I vidneskranken nægtede Gimi Levakovic på det bestemteste, at han ved episoden i Korsør havde truet nogen på livet.
»Jeg havde sammen med en anden mand drukket en kasse øl og en flaske whisky mens vi grillede nede i gården. Jeg var måske lidt fuld, men har har i hvert fald ikke sagt, at jeg ville slå dem allesammen ihjel. Det kan jeg umuligt have gjort. Det hænger ikke sammen i systemet,« forsvarede sigøjnerbossen sig.
Fire uniformerede politimænd er til stede i retslokalet for at sikre, at retsmødet bliver afviklet i god ro og orden. Det har foreløbig været tilfældet. Gimi Levakovic ligger nærmest henslængt på en kontorstol og lytter til vidneudsagnene med brillerne slået op i panden.
Der ventes dom i sagen torsdag eftermiddag.