Lektor: Ny hofmarskal har perfekt profil
Michael Ehrenreichs indsigt i udenrigspolitik er en af faktorerne for, at han er udnævnt som hofmarskal.
En mere international profil og forsat fornyelse af kongehuset bliver nogle af journalist Michael Ehrenreichs opgaver som kongehusets nye hofmarskal, fortæller ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen.
– Hans opgaver bliver blandt andet at fortsætte den fornyelse af kongehuset, som har fundet sted i de seneste år. Han kommer til at stå for det gradvise generationsskifte, der vil finde sted, når dronningen de kommende år formentlig vil overlade flere opgaver til kronprinseparret. Det er den helt store udfordring, fortæller lektoren og fortsætter:
– En anden opgave bliver at gøre kongehuset endnu mere internationalt orienteret, end det har været tidligere. I dag, hvor globaliseringen og det internationale spiller en stadig større rolle, bliver det en udfordring, at sørge for, at kongehuset kommer til at fremstå som et moderne internationalt kongehus. Det passer perfekt med Michael Ehrenreichs profil.
Den 60-årige Ehrenreich afløser Ove Ullerup i jobbet som hofmarskal. Ehrenreich har tidligere været medredaktør på Kristeligt Dagblad igennem ni år frem til 2012. Og før den tid var han mere end 20 år på Berlingske – blandt andet som korrespondent i London og Washington DC.
Ehrenreich kommer direkte fra en stilling som direktør for Det Udenrigspolitiske, som han har siddet i siden 2013. Han har desuden været et kendt ansigt i medierne på grund af sin store indsigt i udenrigspolitiske forhold – især amerikansk politik.
Ehrenreichs kendskab til udenrigspolitisk er imidlertid også en af grundene til, at han er blevet valgt, lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.
– Det første og vigtigste kriterium, når man vælger hofmarskal, er, at det er en person, som dronningen og den øvrige familie har tillid til, er troværdig og kan samarbejde godt med. De personlige relationer betyder rigtig meget, siger han og fortsætter:
– Dernæst er det, fordi han har en udenrigspolitiske vinkel på tingene. Det er helt klart de vigtigste kriterier: Det internationale udsyn og de personlige relationer.
Ehrenreich begynder som hofmarskal 15. februar 2015.
/ritzau/