Lejlighed i brand: Syv personer reddet ud
Onsdag morgen blev flere personer reddet ud fra lejligheder i forbindelse med en brand.
En brand brød onsdag morgen ud i en lejlighed i Ballerup.
Det skriver Beredskabet Øst i et Facebookopslag.
Få minutter efter anmeldelsen var den første enhed allerede fremme ved etageejendommen.
Foruden, at der var brand i en lejlighed, var trappen fuld af røg, ligesom der også var røg i de øvrige lejligheder.
En beboer fra den brændende lejlighed var selv kommet ud og stod på trappen. Herfra blev vedkommende reddet ned.
En røgdykker afsøgte derefter lejligheden for at finde frem til den anden beboer, der ikke var kommet ud.
I de andre lejligheder var beboere gået ud på altanen. De blev hjulpet ned af den anden enhed, der var rykket ud til branden.
Enheden benyttede sig af stiger, som beboerne kunne kravle ned af.
Desuden blev en drejestige brugt til at hjælpe beboerne på anden sal ud af deres lejlighed.
Syv personer blev reddet ud. Ingen af dem kom til skade.