LEGOLAND søger 450 medarbejdere

Foto: René Lind Gammelmark (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 23. og 24. januar er det igen blevet tid til årets jobmesse i LEGOLAND, Jobdage. I år søger parken 450 nye, topmotiverede sæsonmedarbejdere, der med smil og service i verdensklasse kan give gæsterne i LEGOLAND fantastiske oplevelser i sæson 2015.

Når gæsterne bevæger sig gennem parken i løbet af sæsonen, er målsætningen helt klar: I løbet af dagen skal de alle have haft en uforglemmelig oplevelse med en LEGOLAND medarbejder.

– Det kan lyde ambitiøst, men vores målsætning er at skabe uforglemmelige oplevelser for alle vores gæster, store som små. For at det kan lykkes, er en af hjørnestenene, at vi har medarbejdere i verdensklasse, som går til opgaven med liv og sjæl og ikke mindst med et stort smil, siger HR chef, Bente Noringriis.

– Når vi skal ansætte årets sæsonmedarbejdere, leder vi efter ansøgere med den helt rigtige personlighed. Vi ved, at vi nok skal få lært vores medarbejdere den rent praktiske del af arbejdet, så vi fokuserer på, om glæden og lysten til at yde super service allerede er naturligt til stede, siger Bente Noringriis.

Her taler vi “smilsk”

Det er 9. gang, at LEGOLAND inviterer nysgerrige og måske kommende sæsonmedarbejdere indenfor til Jobdage. Her præsenterer LEGOLAND parken samt, Hotel LEGOLAND og LEGOLAND Holiday Village de mange forskellige jobmuligheder. Interesserede kan møde ledere og medarbejdere fra de respektive afdelinger.

Bente Noringriis opfordrer til, at man møder op og benytter lejligheden til at vise, hvad man har at byde på.

– I LEGOLAND taler vi ”smilsk”. Et smil er universelt, så ligegyldigt hvorfra i verden vores gæster kommer, hjælper smilet til at forstå hinanden. At smile er lettere ansigt til ansigt end på papir, og derfor er det min klare opfordring, at man møder op og hilser på sin måske kommende arbejdsgiver på Jobdage. Det er en ret unik mulighed, som man sjældent får, når man søger et nyt arbejde, forklarer Bente Noringriis.

Sammen med mere end 40 af de i alt 250 faste LEGOLAND medarbejdere, står både hun og parkens direktør, Christian Woller klar til at tage imod de besøgende til årets Jobdage.

– Jobdage er en vigtig begivenhed for alle legolændere. Det betyder, at en ny sæson er lige om hjørnet, og ikke mindst at vi snart skal byde velkommen til en masse nye og topmotiverede kollegaer, siger Bente Noringriis.

99 % medarbejdertilfredshed

I løbet af sæsonen arbejder godt 1.300 sæsonmedarbejdere i LEGOLAND. 900 af dem er gengangere, der år efter år kommer tilbage for at være del af teamet. Nogle har været med i blot en enkelt sæson, mens andre har fejret 30-års jubilæum. I 2014 viste en undersøgelse blandt sæsonmedarbejderne, at 99 % af dem var glade for at arbejde i parken, hvilket ifølge Bente Noringriis afspejles helt naturligt i den unikke gæsteservice.

– At vores medarbejdere er glade for at arbejde i LEGOLAND, smitter direkte af på gæsterne. Den grundlæggende tilfredshed ved at være legolænder gør, at de helt naturligt har en positiv og åben tilgang til vores gæster, fortæller Bente Noringriis.

Det hele handler om ”WAUW-oplevelser”

Inden de nye medarbejdere bliver sluppet løs i LEGOLAND, vil de gennemgå en grundig teoretisk og praktisk uddannelse inden for deres arbejdsområde og med fokus på gæsteservice og sikkerhed. Derudover vil de også deltage i et helt særligt uddannelsesforløb, som fokuserer på, hvordan man interagerer med gæster i alle aldre.

–  Vi har udarbejdet et helt særligt koncept, vi kalder ”WAUW”. Det handler ganske enkelt om, at vi ønsker at give alle vores gæster og i særlig grad børnene ekstraordinære oplevelser. Derfor klæder vi vores medarbejdere rigtig godt på, ikke kun til at give formidabel gæsteservice men i høj grad også til at skabe ”WAUW-oplevelser, forklarer Bente Noringriis.

– WAUW handler om at give unikke oplevelser, som familierne husker længe efter besøget. Det er at gribe nuet og se det enkelte barn og forstå den fantasiverden, som besøget i LEGOLAND indbyder til. Vi nyder at snakke og lege med børnene, for de er vores allervigtigste gæster, og derfor er det OK at fjolle og lave skøre ting, for børnene synes, det er sjovt – og det synes vi for resten også!

Jobdage finder sted i lokalet ”Mindstorms” på Hotel LEGOLAND den 23. januar 13-17 og den 24. januar 10-16.

Powered by Labrador CMS