Lego udløser kæmpe skattelettelse i Billund

Billund Kommune sætter skatten ned med 0,5% – og det er ikke mindst takket være flere års super gode regnskaber fra Lego, der har hovedsæde i kommunen. Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

I disse år skovler Lego-koncernen penge ind fra sit salg af klodser over hele jorden, og det smitter nu af på de 26.400 borgere i Billund, hvor Lego fortsat har hovedsæde og stor produktion.

Et stort flertal i det Venstre-styrede byråd har vedtaget at sænke personskatte med 0,5 procent fra nytår. Det er højst usædvanligt herhjemme, for hvis der i ny og næ sker skattesænkninger, er de normalt på 0,1 eller måske 0,2 procent.

Sænkningen er ekstra bemærkelsesværdig, fordi budgetforliget samtidig skruer op for en budgetterne på flere områder – stik modsat situationen i de fleste andre kommuner.

»Der er ingen tvivl om, at vi har en god økonomi i Billund. Når vi har en virksomhed som Lego, hvor det går rigtig godt, så smitter det af på kommunen. Vi har pæne erhvervsskatter, men også mange arbejdspladser og mange arbejdspladser til højtuddannede«, siger borgmester Ib Kristensen (V) til Berlingske Business.

3.500 Lego-arbejdspladser

Kommunen anslår, at Lego har omkring 3.500 beskæftigede på sine adresser i kommunen. En anden stor arbejdsplads er Billund Lufthavn, landets næststørste efter Kastrup.

»Selve lufthavnen har vel omkring 700 ansatte, og regner man de luftfartsrelaterede erhverv med, taler vi nok om et par tusinde i alt,« vurderer Billund-borgmesteren.

Pengekassen på rådhuset bliver også styrket af de mange lokale job hos Lego – kommunen anslår, at Lego beskæftiger 3.500 personer på sine adresser i Billund.

Rykker 21 pladser frem

Med budgetforliget går Billund fra en personskat på 25,2 procent i år til 24,7 procent fra nytår. Dermed skifter kommunen en delt 40. plads ud med en delt placering som landets 19. billigste skattekommune. I år er Rudersdal billigst med 22,5 procent, mens Langeland topper listen med 27,8 procent.

Billund har landets syvendelaveste grundskyld med 20,48 promille, og Lego-kommunen opkræver slet ikke dækningsafgift, skatten på erhvervsejendomme.

Bredt forlig

Budgetforliget i Billund omfatter Venstre – som har flertal i byrådet – samt Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, mens Konservative og en borgerliste står udenfor.

Powered by Labrador CMS