Lego henter tidligere Danfoss-direktør som topchef
Niels B. Christiansen er en af de helt tunge drenge i dansk erhvervsliv.
Fra radiatortermostater og fjernvarmeventiler til Ninjago, Lego Friends og Duplo.
Danfoss’ tidligere topchef, Niels B. Christiansen, bliver ny administrerende direktør i Lego Koncernen. Det oplyser selskabet på sin hjemmeside. Christiansen afløser Bali Padda.
Padda vil fremover varetage en rådgivende funktion hos Lego. Padda er 61 år, mens Niels B. Christiansen er ti år yngre.
En fantastisk leder
Legos bestyrelsesformand, Jørgen Vig Knudstorp, kalder i en skriftlig kommentar Niels B. Christiansen for en fantastisk leder, der har leveret enestående resultater i Danfoss.
– Han har forandret en traditionel industrivirksomhed til en ledende teknologivirksomhed, udtaler Knudstorp.
– I bestyrelsen er vi sikre på, at Lego Koncernen med Niels som administrerende direktør vil fortsætte med at trives og nå flere børn i hele verden med legeoplevelser.
Bød sig til hos Lego
Niels B. Christiansen er en af de helt tunge drenge i dansk erhvervsliv. Før han kom til Danfoss, var han direktør i GN Store Nord.
Han er bestyrelsesformand for høreapparatselskabet William Demant og kapitalfonden Axcel. Og han sidder derudover i bestyrelserne for A.P. Møller-Mærsk og Danmarks Tekniske Universitet.
– Det er en ære at få mulighed for at blive en del af et brand og en virksomhed, der er så ikonisk og formålsdrevet som Lego Koncernen, udtaler Niels B. Christiansen i pressemeddelelsen.
– Jeg har elsket at bygge med legoklodser, siden jeg selv var barn.
– Og når jeg ser på de udfordringer, denne generations børn står over for, fremstår Lego Koncernens mission – at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden – som endnu vigtigere end nogensinde.
Ifølge Finans.dk var den nyudnævnte direktør selv meget aktiv i bestræbelserne på at blive ansat. Forløbet startede, da han sendte bestyrelsesformand Jørgen Vig Knudstorp en sms, hvor han spurgte, om de kunne mødes til en snak.
– Jeg satte mig ned i januar og skrev 13 kriterier for en ny topchef, og dem drøftede vi så meget i bestyrelsen og i ledelsen. Og kort tid derefter kom jeg så i snak med Niels B. Christiansen, siger Jørgen Vig Knudstorp til Finans.dk.
/ritzau/