Legetøjsgigant aflyser udsalg: Alt lukker nu
Fem BR- og 21 Toys"R"Us-butikker blev holdt åbne til januarudsalg, men det har konkursboets kuratorer aflyst.
Der bliver alligevel ikke januarudsalg i legetøjsbutikkerne BR og Toys”R”Us i Danmark.
Det oplyser Top-Toy, der ejer Fætter BR og Toys”R”Us i Norden, i en pressemeddelelse.
Det er konkursboets kuratorer, som har truffet beslutningen om at lukke de fem BR- og 21 Toys”R”Us-butikker, der ellers var holdt åbne til udsalg.
Top-Toy skriver desuden, at medarbejderne er blevet fritstillet. I de svenske og finske butikker forventes det dog, at et stort udsalg vil finde sted i næste uge.
Top-Toy blev 30. november begæret under rekonstruktion. Det skete, efter at selskabet havde tabt 149 millioner kroner på driften i det seneste regnskabsår.
28. december blev Top-Toy erklæret konkurs efter et “svigtende julesalg”.
Sagen kort
Top-Toy, der er selskabet bag blandt andet Fætter BR-kæden i Danmark, er erklæret konkurs. Det skriver Børsen på sin hjemmeside, og selskabets administrerende direktør bekræfter over for avisen realiteten, skrev vi på Newsbreak.dk den 28. december.
Den 21. december godkendte kreditorer og den danske domstol ellers den rekonstruktionsplan, som Top-Toy havde fremlagt efter et katastrofalt årsregnskab, der kunne fremvise en milliardnedskrivning. Top-Toy er forsøgt solgt – men uden held.
– Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af TOP-TOY, men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen, udtaler Top-Toys administrerende direktør Per Sigvardsson i en pressemeddelelse.
Processen med at afhænde så mange aktiver som muligt er nu iværksat.
– Vi begynder nu en dialog med kreditorerne om, hvordan boet skal håndteres. Vi kan dog oplyse, at visse butikker vil holde åbent, så kunder kan bytte varer til andre varer til udgangen
af december, siger advokat Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert. Han er sammen med John Sommer Schmidt fra Gorissen Federspiel udpeget som kurator.
På Fætter BR og Toys R Us’ hjemmeside kan forbrugere finde oplysninger om, hvilke butikker der holder åbent.