Legende har gode råd til Wozniacki
Trænerlegenden Nick Bollettieri giver Caroline Wozniacki gode chancer for at spille sig i US Open-finalen.
Caroline Wozniackis modstander i US Open-semifinalen skiller sig ud fra mængden.
Kineseren Peng Shuai spiller nemlig ikke kun med en tohånds baghånd, men også en tohånds forhånd.
Det er altså en meget atypisk spillertype, der venter Wozniacki senere fredag i grand slam-turneringen i New York.
Den amerikanske trænerlegende Nick Bollettieri, der i sin karriere har stået i spidsen for stjerner som André Agassi, Maria Sharapova, Martina Hingis, Monica Seles og Boris Becker, kender alt til en type som Peng Shuai.
Monica Seles spillede nemlig med en tohånds for- og baghånd, og ifølge Bollettieri er formlen til en Wozniacki-sejr nem nok.
– Peng tager bolden meget tidligt, men det kan hun kun, hvis hun får tid til det. Wozniacki skal få Peng ud at løbe. Fra højre til venstre og tilbage hele tiden.
– Wozniacki skal også sørge for, at hun får placeret nogle høje bolde over skulderen på Peng. Hvis Wozniacki gør disse ting, så er chancen for at vinde stor, for Peng vil komme i store problemer med den taktik, siger Bollettieri til Ritzau.
På spørgsmålet om, hvorvidt Wozniacki vinder karrierens første grand slam-turnering ved US Open i år, svarer Bollettieri:
– Til de danske fans og til den danske presse vil jeg blot sige, at I skal have tålmodighed. Wozniacki har alle redskaber til at være med i toppen, hun er fortsat ung, og jeg håber, at hun spiller i mange år endnu.
– Wozniacki er god for sporten. Hun er en god ambassadør for sporten. Hun kæmper med om de store titler igen, og det glæder mig.
For fem år siden opnåede Wozniacki karrierens hidtil bedste grand slam-resultat, da hun spillede sig frem til finalen ved netop US Open.
/ritzau/