Legendarisk mesterskytte og femdobbelt verdensmester død i alt for ung alder

Eric Bristow var den første rigtige superstjerne inden for dart, og han var med til at hive sporten ud fra bodegaerne og ind på alverdens tv-skærme. Nu er Eric Bristow død efter et hjerteanfald i en alder af bare 60 år.

Eric Bristow døde som 60-årig. Arkivfot: Wikipedia.org
Eric Bristow døde som 60-årig. Arkivfot: Wikipedia.org
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er ikke mere “bulls eye” fra hans side.

Dartsporten mistede torsdag den 5. april en af sine absolut største stjerner.

Den forhenværende femdobbelte verdensmester Eric Bristow døde således af et hjerteanfald – i en alder af bare 60 år.

Det skriver den britiske avis Mirror på sin hjemmeside.

Tabte en kamp mod “Mølleren”

I årene fra 1980 til 1986 blev han verdensmester i dart, og herhjemme vil mange erindre englænderens velgørenhedskamp for et par år siden mod Liverpool-koryfæet Jan Mølby.

En kamp, som Jan Mølby ifølge Ekstra Bladet faktisk kom sejrrigt ud af.

Efter sin storhedstid i 1980’erne brød Eric Bristow med British Darts Organisation.

I stedet var han en bærende del i skabelen af Professional Darts Corporation (PDC), som er en konkurrerende organisation.

Fans brød spontant ud i fællessang

Her blev Eric Bristow i 2005 medlem af PDC’s Hall of Fame – i øvrigt som den første nogensinde.

I det hele taget havde den tidligere verdensmester stadig mange fans.

Efter hans død blev annonceret ved et stort stævne i England, brød publikum ud i fællessang: “There’s only one Eric Bristow”.

Sammenlagt deltog Eric Bristow i 23 verdensmesterskaber og vandt over 70 internationale titler i sin karriere.

Powered by Labrador CMS