Legendarisk badehotel står snart igen

Genopbygningen af Svinkløv Badehotel skrider hastigt frem. Hotellet forventer at genåbne før sommeren 2019.

Svinkløv Badehotel brændte natten til 26. september 2016. Der stod ikke meget tilbage efter branden. KLIK VIDERE FOR AT SE, HVORDAN DET GENOPBYGGEDE BADEHOTEL SER UD I DAG. (Foto: Scanpix)
Svinkløv Badehotel brændte natten til 26. september 2016. Der stod ikke meget tilbage efter branden. KLIK VIDERE FOR AT SE, HVORDAN DET GENOPBYGGEDE BADEHOTEL SER UD I DAG. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev en sorgens dag for mange danskere, da man den 26. september 2016 stod op til nyheden om, at det legendariske Svinkløv Badehotel var brændt ned til grunden.

Det var så at sige et stykke af Danmark, der gik op i røg. Og for forpagterparret Kenneth Hansen og Louise Toft var det samtidig en brat afslutning på deres første sæson som hotelforpagtere.

De har siden da kæmpet en brav kamp for at få genrejst hotellet. En kamp, der nu nærmer sig sin afslutning.

For hotellet forventer at kunne åbne dørene igen i maj 2019. Og næsten alt bliver som det plejer, forsikres der:

Svinkløv Badehotel har over 90 år på bagen

En voldsom brand rasede natten til mandag den 26. september 2016 på Svinkløv Badehotel. Det historiske badehotel brændte ned.

* Badehotellet er opført i 1925 af danskamerikaneren Carl Brix Kronborg, der vendte hjem til Danmark efter Første Verdenskrig.

* Det ligger 200 meter fra havet ti kilometer nordøst for Fjerritslev i bunden af Jammerbugt i Nordvestjylland.

* Hotellet blev tegnet af den kongelige bygningsinspektør Ejnar Packness og er opført næsten udelukkende i træ.

* I begyndelsen havde hotellet kun plads til 14 gæster. Den oprindelige bygning viste sig dog hurtigt at være for lille.

* Hotellet er blevet bygget ad tre omgange. I 1933 kom der et anneks til den oprindelige bygning, og i 1934 stod det badehotel, som vi kender i dag med 36 værelser, færdigt.

* I 1970 overtog Else og Ebbe Sørensen hotellet, som de drev frem til 1987, hvor Bjørn og Nete Bilgram overtog.

* Den hotel- og kokkeuddannede Lise Emborg overtog stedet i 1994. Det var Emborg, der satte fokus på køkkenet.

* I 2009 ankom Kenneth Hansen til Svinkløv som køkkenchef.

* Efter 2015-sæsonen overtog Louise og Kenneth Toft-Hansen Svinkløv Badehotel fra Lise Emborg.

* Den 26. september 2016 brændte Svinkløv Badehotel ned.

Kilder: VisitNordjylland og svinkloev-badehotel.dk

– Vi har brugt lang tid på at beskrive Svinkløv Badehotels dna. Det er det dna, som vi vil prøve at overføre hertil. Der vil være lige så dårligt internet, som der altid har været. Og der vil være den ægte charme, når vi igen åbner, det er jeg sikker på, siger Steen Royberg, der er formand for Fonden for Svinkløv Badehotel, til TV2 Nord.

Det er stadig ægteparret Kenneth Hansen og Louise Toft, der står for driften af det ikonisk badehotel.

Mulig VM-vinder

Og netop Kenneth Hansen arbejder i disse i noget nær døgndrift.

Han er nemlig Danmarks repræsentant ved kokke-VM, Bocuse d’Or, der løber af stablen i Lyon i Frankrig den 29. og 30. januar.

Her kommer Kenneth Hansen som en af forhåndsfavoritterne, efter han i juni måned blev nummer tre til EM.

På hotellets hjemmeside har Kenneth og Louise løbende skrevet om hotellets og parrets fremtid. Og det er i sandhed en fortryllende tid, de står over for.

For udover den kommende hotelåbning og VM for kokke, så vanker der også en familieforøgelse, skriver parret på hjemmesiden:

– Endelig får vi nu også snart lov at møde vores lille søn, der forventeligt melder sin ankomst om en måneds tid. Vi glæder os afsindig meget, til han kommer ud til os og vores lille familie forøges fra to til tre.

Powered by Labrador CMS