Ledigheden fortsætter med at falde

Foto: Michael Bothager/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Færre ledige viser, at der fortsat er liv i opsvinget, selvom eksporten ikke har så meget fart på, lyder det.

Selvom økonomien ikke ligefrem brager derudaf hverken i Danmark eller globalt, så fortsætter den danske ledighed med at falde ifølge en interviewundersøgelse fra Danmarks Statistik.

Ifølge den såkaldte Arbejdskraftundersøgelse faldt ledigheden med 3000 personer i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Det sker på trods af, at der er faktorer, der trækker i den anden retning, siger økonom.

– Tredje kvartal var ikke en periode med høj fart på i dansk økonomi, hvor eksporten led under afmatningen i verdenshandlen. Alligevel så vi altså et lille fald i arbejdsløsheden, skriver Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

– Det afspejler, at der underliggende stadig er liv i opsvinget, hjulpet af noget af et comeback til privatforbruget, tilføjer han.

Der skal mere gang i Europas økonomi

Det er dog nødvendigt med lidt mere gang i hjulene, hvis ledigheden skal fortsætte med at falde, siger han.

– Hvis fremgangen skal fortsætte er det nødvendigt, at der kommer lidt mere gang i Europas økonomi, men det er der så heldigvis også grund til at tro vil ske.

Med faldet i ledigheden i tredje kvartal var der i alt 180.000 AKU-ledige personer i alderen 15-64 år, hvilket svarer til 6,3 procent af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe.

Nye tal er ikke prangende

Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted fremhæver i en skriftlig kommentar, at dagens tal ikke er just er prangende og skal tolkes forsigtigt.

– Dagens tal flugter på ingen måde med de pæne tal, som vi har set for lønmodtagerbeskæftigelsen, der er “kongetallet” for det danske arbejdsmarked.

– Der har dog været tegn på, at fremgangen på det danske arbejdsmarked godt kan bremse lidt op de kommende måneder, ligesom situationen i verden omkring os tegner usikker. Til gengæld er det private forbrug omsider begyndt at røre på sig, siger han.

Arbejdskraftundersøgelsen er en omfattende spørgeskemaundersøgelse, der omfatter 22.000 personer hvert kvartal.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS