Ledige ældre jagter selv jobbet

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Et netværk af jobsøgende danskere over 50 år, der frivilligt jagter nye jobs til sig selv og hinanden, har stor succes.

De rejser rundt som missionærer, to og to, fra virksomhed til virksomhed, fra dør til dør på uanmeldt besøg – en broget skare af ledige seniorer, som hjælper hinanden med at finde tilbage til det arbejdsmarked, der har spyttet dem ud.

Et formaliseret netværk af jobsøgende danskere over 50 år, der frivilligt og ulønnet jagter nye jobs til sig selv og hinanden. Senior Erhverv hedder netværket, der i årevis har levet en tilbagetrukket tilværelse, selvom resultaterne er markante: Sidste år lykkedes det de 24 lokalafdelinger at finde nyt job til 640 af de godt 1.600 medlemmer, der tæller alt fra advokater til lærere og butiksassistenter, skriver Politiken lørdag.

Det er en træfprocent på 40, og målet er det samme i år. Knap halvdelen af de nuværende 1630 medlemmer skal i arbejde, før det kan blive jul. Godt 500 nye faste jobs er fundet i årets første tre kvartaler.

Og vejen til endnu flere seniorer i job er den samme hver gang: Masser af uanmeldte besøg på danske virksomheder.

– I år har vi besøgt omkring 5000 virksomheder på landsplan, 700 alene i hovedstadsområdet. Det er hårdt arbejde, men det virker. Vi er efterhånden blevet så organiserede, at vi er en hel lille jobfabrik, siger netværkets landskoordinator, Bert van Malkenhorst, til Politiken.

Senior Erhverv begyndte som en række små lokale netværk, hvor ledige seniorer delte frustrationen over at være arbejdsløs. Men i stedet for at sidde hjemme og surmule begyndte de at bruge hinanden i et netværk, der stille og roligt bredte sig ud over landet, og som nu bliver bakket op af et statsligt tilskud på 6,3 millioner kroner om året, fundet i satspuljemidlerne. Og de penge er givet godt ud, fastslår beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

– Jeg er dybt imponeret. Her kan man virkelig tale om, at vi får noget for skattekronerne, og det, vi ved, er jo, at hvis man først ryger ud af arbejdsmarkedet i en moden alder, er det uhyggelig svært at komme tilbage. Derfor er det her arbejde uvurderligt, siger ministeren til Politiken.

Der er en løbende strøm af medlemmer ind og ud af Senior Erhverv, alt efter hvor hurtigt medlemmerne kommer i arbejde. Alligevel tæller netværket hele tiden det, landskoordinatoren kalder en “selvaktiverende” medlemsskare på 1500-1700 seniorer. De kan få deres cv lagt ind i en database, som alle arbejdsgivere kan søge i. På den måde virker netværket også som et gratis rekrutteringsbureau for de virksomheder, der står og mangler en bestemt type arbejdskraft.

Powered by Labrador CMS