Ledere har det svært med kræft hos ansatte
Hver tredje kræftpatient mener, deres ledere har en udfordring.
Ledere på landets arbejdspladser har svært ved at håndtere, når en medarbejdere bliver ramt af kræft.
Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, hvori godt hver tredje kræftpatient svarer, at han eller hun har oplevet, at det var en udfordring for deres leder at håndtere deres kræftforløb. Det skriver A4 Arbejdsliv.
(I galleriet over artiklen kan du se de syv symptomer, du skal være opmærksom på).
Artiklen fortsætter under videoen
Lederens håndtering er vigtig, da det ellers kan gå ud over den kræftramtes sygdomsforløb, mener Pernille Slebsager, der er afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse.
– Hvis lederen ikke kan håndtere det på en god måde, kan den kræftramte ende med at bruge sin energi på at bekymre sig om noget andet end at blive rask, siger hun til A4 Arbejdsliv.
Svært at snakke om
Ifølge undersøgelsen, der baserer sig på en rundspørge blandt cirka 1.100 kræftpatienter og pårørende fra Kræftens Bekæmpelses brugerpanel, oplever halvdelen af de adspurgte kræftpatienter, at det var svært at snakke med deres leder om, at de havde kræft.
Underdirektør i Dansk Industri Kinga Christisen mener, at der er et stort behov for, at virksomhederne rykker på området.
– Vi kan ikke flygte fra det. Der er så mange, der bliver ramt, så det er helt nødvendigt, at arbejdsgiverne laver en politik på området og giver ledelsen nogle retningslinjer og redskaber, så de kan hjælpe afdelingen og den kræftramte med at håndtere sygdommen, siger hun til A4 Arbejdsliv.
Behov for redskaber
Behovet for flere konkrete redskaber bekræftes i undersøgelsen, hvor Kræftens Bekæmpelses også har spurgt 73 ledere fra private og offentlige arbejdspladser. Her svarer halvdelen af de adspurgte, at det er en udfordring, når en ansat får kræft.
De adspurgte ledere i undersøgelsen svarer, at de ofte har problemer med at snakke med den kræftramte medarbejder om sygdommen, og at de er i tvivl om, hvordan de skal inddrage andre medarbejdere.
Generthed og berøringsangst
Ledere og kollegaer er generelt ramt af en vis generthed og berøringsangst omkring det at tale om kræft, mener professor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet Bobby Zachariae.
Han forsker til dagligt i de biologiske, psykologiske og sociale aspekter ved kræft og kræftbehandling. Hans forskning peger også på, at det er vigtigt at tale åbent om kræft, da der er en række udfordringer forbundet med at være kræftpatient, som omgivelserne ikke kan se.
– Kræftpatienter, der vender tilbage til arbejdet, bliver ofte mødt af den der: ‘Nu er du færdig og rask, og du ser ok ud’. Men man forstår ikke, at folk har senfølger af sygdommen. De er mere trætte, har vanskeligere ved at huske og koncentrere sig, og de har ofte smerter, siger Bobby Zachariae til A4 Arbejdsliv.