Leder: Stop det nu – smid ham ud

Efter stormen på Kongressen i Washington må præsident Donald Trump afsættes. Han er ved at destabilisere USA i en grad, så han må ud af Det Hvide Hus nu, skriver Newsbreak.dk's chefredaktør Claus Jessen

Foto: KEVIN LAMARQUE/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Nu er det nok.

Siden Donald Trump tabte det amerikanske præsidentvalg, har han direkte og inddirekte pustet liv i gløderne hos en lang række af sine frustrerede tilhængere. I går gentog Donald Trump sine rablende vanvittige påstande om, at Demokraterne gennem valgsvindel har stjålet sejren fra ham.

Det skete under en demonstration i Washington, hvorefter Trumps bøller stormede demokratiets højborg Kongressen. Fire blev dræbt og mange blev kvæstet. Billeder af betjente med trukne pistoler inde i Kongres-bygningen, kampscener udenfor og ballademagere, som sidder i politikernes kontorer med benene oppe på bordet, har chokeret hele verden.

USA var engang et af verdens smukkeste symboler på demokrati og frihed. Efter fire år med Trump, ligner landet efterhånden en ustyrlig bananrepublik i Sydamerika, hvor lov og orden er afløst af  kaos og oprør.

Den amerikanske forfatning åbner mulighed for, at en præsident kan afsættes i en valgperiode, hvis han åbenlyst ikke er i stand til at varetage embedet. Demokraterne opfordrer nu vicepræsident Mike Pence og administrationen til at gøre brug af denne særlige bestemmelse til at smide Trump ud.

Den eneste måde, som USA kan genetablere sit flossede renomme efter onsdagens chokerende hændelser i Kongressen, er  ved at få fjernet Trump nu. Hvordan kan de republikanske politikere bakke op om det vanvid, som Trump efterhånden repræsenterer?

Nogle af hans politiske støtter er på hastigt tilbagetog, men den totale og kompromisløse afstandstagen til Trump og hans forskruede verdensbillede mangler fortsat i det republikanske parti.

Kan Trump holdes personligt ansvarlig for, at pøbelen går amok?

Svaret er et ubetinget ja. Donald Trump har i hele sin præsidentperiode talt til den indre svinehund i sit vælgerkorps. Han har fyldt sine vælgere med løgne og skabt en splittelse i landet, som det vil tage mange år at hele.

Udenlandske regeringsledere i hele verden har med forfærdelse fulgt angrebet på Kongressen og hele demokratiet. Det forstår man, for Trump har demonstreret med al tydelighed, hvordan en folkeforfører på rette tid og sted stadig kan lede et land ud i et moralsk fordærv og det, der er langt værre. Demokratiet som styreform er langt mere skrøbeligt, end vi tør tænke på.

Spørgsmålet er også, om ikke et samlet Europa bliver nødt til at genopfinde sig selv som en selvstændig magtfaktor, der kan agere uden USA’s beskyttelse. Trumps tragiske ønske om at destabilisere sit eget land mest muligt bliver givetvis studeret med fryd af Ruslands præsident Putin.

Det er næppe sandsynligt, at den kommende præsident Joe Biden kan få samlet og friseret USA, så tilliden til landet og dets styre kan genoprettes inden for en overskuelig fremtid.

Europa må finde sine egne ben at stå på.

Powered by Labrador CMS