Leder på havbunden

For 99 år siden mistede Fregatten Jylland sit ene anker. Nu forsøger museumsfolk at genfinde det på havbunden

Fregatten Jylland, der blev søsat i 1860, regnes for at være verdens længste bevarede træskib. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens længste bevarede træskib – Fregatten Jylland – mistede for 99 år siden sit anker.

Nu leder frivillige fra Juelsminde Havnemuseum på tredje døgn efter nationalklenodiets to et halvt ton tunge anker.

Det var efter en hård isvinter i 1922, at ankerkæderne sprang, og fregatten drev med isen ud af Sandbjerg Vig.

Det ene af to ankre blev fundet og ligger på molen i Juelsminde som byens vartegn. Men det andet mangler stadig.

– Det ligger formentlig begravet i sand på havbunden et sted ud for Juelsminde, siger Finn Jensen fra Juelsminde Havnemuseum.

Han er om bord på en katamaran, som søger efter ankeret.

Skibet har udstyr med om bord, der kan spore magnetisme fra jern et godt stykke nede i havbunden.

Har ledt i tre dage

De foregående tre dage har arbejdet været i gang, men indtil videre uden resultat.

Men de frivillige fra havnemuseet giver ikke op så let. Søgningen efter ankeret fortsætter lørdag.

– Fregatten Jylland er jo et klenodie, der gav os den eneste sejr i 1864 ved Helgoland, lyder det fra Finn Jensen.

Fregatten skulle under krigen i 1864 hindre østrigske skibe i at komme de prøjsiske og østrigske landtropper til hjælp.

Det lykkedes, men slaget ændrede dog ikke ved, at Danmark trak det korteste strå og måtte afstå hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig.

I årene efter førte fregatten en omtumlet tilværelse og blev blandt andet brugt som kaserne- og telegrafskib.

I 1908 blev det købt af en godsejer fra Palsgaard ved Juelsminde, og frem til 1925 lå det for anker nær Juelsminde.

I 1947 sank fregatten i Københavns havn. Det blev hævet igen i 1960 og bugseret til Ebeltoft.

Efter en gennemgribende restaurering kunne skibet i 1994 genindvies som museum.

Powered by Labrador CMS