LEDER: Løkke er nedslidt, bitter og vred
Den tidligere statsminister ligner en, der har søgt stor trøst i bordets glæder, mens magten er forsvundet
Så valgte Lars Løkke Rasmussen omsider at forlade Venstre. I 40 år var han et trofast partimedlem, og han nåede at blive både magtfuld formand for partiet og statsminister, ligesom han bestred flere andre ministerposter.
Lars Løkke Rasmussen afslørede sine afgangs-planer kort efter, at statsminister Mette Frederiksen havde holdt sin polerede og gabende ufarlige nytårstale til nationen.
Valget af tidspunkt er lige så besynderligt, som Lars Løkke Rasmussens opførsel har været det i de senere år.
Noget tyder på, at han bevidst har lagt sig lige i slipstrømmen af Inger Støjbergs højlydte afgang som næstformand, for at lave ekstra ravage i Venstre og gøre det endnu sværere at navigere for formand Jakob Ellemann-Jensen.
Dermed underbygger Lars Løkke Rasmussen kun det indtryk, at det er lang tid siden, at han reelt har været firmaets mand. Han er sig selv nok, han vil gnave benene selv, og i stedet for bare at dampe af i stilhed, så skal der laves rav i den.
Løkke er endt som det, han ligner mest af alt: En nedslidt, bitter og vred politiker, der har søgt en stor trøst i bordets glæder, mens magten er gledet ham af hænde.
Nedturen antog for nylig tragikomiske dimensioner, da en rundbuet Lars Løkke hoppede ombord i et sejlskib for at krydse Atlanten i et reality-program på TV.
Hvad vil manden nu? Starte et nyt parti?
Man kan ikke tage den politiske erfaring og snuhed fra ham. Men spørgsmålet er, om der efterhånden er ret mange vælgere til en mand med Løkkes udstråling og fortid.
Lars Løkke Rasmussen har bevæget sig fra skandale til skandale, alt imens hans troværdighed som menneske og politiker er blevet flået i stykker. Gennem de senere år har der tegnet sig et billede af et veltrænet, politiske muskeldyr, der trives i Christianborgs mørkeste gange og kældre, men som slet ikke har den menneskelige karakter og moral med sig i kampen om magten.
Hertil kommer, at Lars Løkke har udviklet den kongstanke, at Venstre vel nærmest bør hoppe i kassen med Mette Frederiksen, fordi mange af de gamle, politiske slagnumre for længst er afgået ved døden. Nu skal der samarbejdes på tværs af ideologier.
Det kan den tidligere Venstremand for så vidt have ret i. Men spørgsmålet er, om han ikke kommer til at sætte sig mellem hele rækker af stole, hvis han forsøger at hente både gamle Venstre-vælgere og vælgere fra Socialdemokratiet ind i et nystartet parti.
I forvejen kravler folketingsmedlemmerne i det Radikale Venstre stadig rundt på gulvet efter deres Mee-too eskapader.
Der er snart ikke plads på gulvet til flere faldefærdige projekter i den liberale afdeling af Folketinget.
Mette Frederiksen kan slappe helt af. Minkene er for længst begravet – og skal først op igen om nogle måneder.
Jakob Ellemann-Jensen kan derimod forvente ny ballade fra baglandet, som ikke ønsker at se endnu en prominent politiker forsvinde. På lidt længere sigt kan det måske give Venstre-formanden lidt mere ro på bagsmækken af golf-vognen.
Men Jakob Ellemann-Jensen har ikke ligefrem opbygget en høj grad af tillid og goodwill i partiet. Som gammel soldat ved han, at det hele kan ende med et grusomt valg: Vil du hænges eller skydes?
Resultatet bliver som bekendt det samme.