Lebron James overhaler Kobe Bryant
LeBron James er nu den spiller, der har scoret tredjeflest point i NBA-historien. Han overhaler Kobe Bryant.
33.655.
Det er antallet af point, som superstjernen LeBron James nu har lavet i basketligaen NBA, og det gør ham til den spiller, der har lavet tredjeflest point i ligaens historie.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Natten til søndag dansk tid lavede han 29 point for Los Angeles Lakers i nederlaget på 91-108 på udebane mod Philadelphia.
Pointene gjorde, at han undervejs passerede en anden tidligere Lakers-helt, Kobe Bryant, på listen over spillere med flest point i NBA.
LeBron James vil hellere rose Kobe Bryant, end han vil snakke om, at han er kravlet forbi ham på pointlisten.
– Jeg er bare glad for at blive nævnt i sammenhæng med Kobe Bryant. Han er en af tidernes bedste basketballspillere, og han er en af de bedste spillere i Lakers’ historie.
– Han har to trøjer, der hænger i Staples Center (Lakers’ hjemmebane, red.), det er jo vanvittigt, siger LeBron James ifølge Reuters.
LeBron James debuterede i NBA i 2003, og pointene er blevet lavet for Cleveland Cavaliers, Miami Heat og altså Los Angeles Lakers.
Selv om 35-årige LeBron James fortsat laver massevis af point, hver gang han spiller en NBA-kamp, går han næppe forbi nummer to på pointlisten, Karl Malone, lige foreløbig. Det kræver yderligere 3273 point.
Her er de ti spillere, der har lavet flest point i NBA’s historie:
* 1. Kareem Abdul-Jabbar 38.387
* 2. Karl Malone 36.928 point.
* 3. LeBron James 33.655 point.
* 4. Kobe Bryant 33.643 point.
* 5. Michael Jordan 32.292 point.
* 6. Dirk Nowitzki 31.560 point.
* 7. Wilt Chamberlain 31.419 point.
* 8. Shaquille O’Neal 28.596 point.
* 9. Moses Malone 27.409 point.
* 10. Elvin Hayes 27.313 point.