Lavtuddannede dør tidligere af smøger og druk
En fyraftensbajer og en smøg. Eller flere.
Rygning og alkohol er i høj grad skyld i, at danskere med en kortere uddannelse dør tidligere, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.
»Undersøgelsen viser, at rygning og alkohol forklarer en stor del af den sociale ulighed i dødelighed,« siger professor Knud Juel.
I undersøgelsen er den fjerdedel af befolkningen med den laveste uddannelse blevet sammenlignet med den fjerdel af befolkningen med den højeste. Her ses store forskelle i dødeligheden, og det viser sig, at en meget stor del af den forskel skyldes en øget dødelighed på grund af rygning og alkohol.
Lever seks år kortere
Mænd med en kort uddannelse lever i gennemsnit seks år kortere end mænd med en lang uddannelse, mens kvinder med en kort uddannelse i gennemsnit lever fire et halvt år kortere.
»Vi har også set en stigende ulighed de seneste 25 år, En stigning, som også kan henføres til rygning og alkohol,« siger Knud Juel.
Det er især rygning, der er skyld i den skæve gennemsnitlige levealder. Blandt mændene er rygning alene årsag til næsten halvdelen af uligheden, mens rygning blandt kvinder er årsag til to tredjedele af uligheden. Undersøgelsen bygger på data fra dødsfald i 2005-2009.
I Kræftens Bekæmpelse mener forebyggelseschef Mette Lolk Hanak, at det er beskæmmende, at kortuddannede har udsigt til at leve så meget kortere end danskere med en længere uddannelse. Hun peger på flere tiltag, der kan ændre den kedelige tendens.
»På den ene side, skal vi, der arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme, være bedre til at målrette vores indsatser, så de passer til dem med kortere uddannelser. For det andet skal de rammer, vi som samfund sætter op, gøre det lettere for eksempel at holde op med at ryge,« siger hun.