Lauge: Vi kunne have smadret Island med 10 mål

Foto: MOHAMMED DABBOUS/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Playmaker Rasmus Lauge ser frem til at møde Spanien i onsdagens kvartfinale ved håndbold-VM i Qatar.

Danmark var foran med otte-ni mål flere gange i anden halvleg mod Island, men slappede lidt for meget af og vandt til sidst ottendelsfinalen med 30-25.

Rasmus Lauge mener, at kampen gik lidt død, fordi Danmark var så stort foran.

– Hvis vi havde bevaret kontrafasen i anden halvleg i stedet for at trække os lidt tilbage, så kunne vi jo have smadret dem med 10 mål, hvis det var det, vi ville.

– Men luften gik lidt af ballonen, fordi vi kunne se, at vi ville køre den kamp sikkert hjem. Og så blev det, som det blev, siger Lauge.

Playmakeren scorede seks mål i sejren og leverede endnu en gang en helstøbt indsats i begge ender af banen.

– Jeg tror, vi har mere at give af. Island fik nogle nemme mål i anden halvleg, fordi vi løb halvsvagt hjem, og vi trak os lidt i nogle situationer, vi ikke trak os i i første halvleg, påpeger Lauge.

Han glæder sig som et lille barn til onsdagens kvartfinale mod Spanien, som Danmark slog sidste år ved EM på hjemmebane, men også tabte 19-35 til i finalen ved VM i Spanien i 2013.

– Det bliver spændende. Vi har en målsætning om at komme til semifinalen – som minimum – og så skal vi igennem nogle gode modstandere.

– Så lad os bare få Spanien nu, og så må det bedste hold hold vinde, lyder det fra Lauge.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS