Laudrup-stjerne blev overfaldet efter kampen
Det gik vildt for sig i den asiatiske udgave af Champions League, da Michael Laudrups qatarske klub, Lekhwiya, mødte Al Nassr fra Saudi Arabien.
Efter kampen blev Lekhwiyas Nam Tae-hee overfaldt i spillertunnelen af den tidligere uruguayanske landsholdsspiller Fabian Estoyanoff.
Episoden blev fanget på video, og her ses det tydeligt, hvordan Estoyanoff smækker den intet anende sydkoreaner en på hovedet. Efterfølgende kom flere mennesker til undsætning og hev spillerne fra hinanden.
Kampen endte 3-1 til Laudrups hold, hvilket betød, at de sendte Al Nassr ud af turneringen. Den overfaldne Nam stod for et af målene, og han fik også tilkæmpet sig det straffe, der førte til det tredje mål.
Estoyanoff har allerede fået sin straf fra klubben, som har halveret spillerens løn, men der venter muligvis også en straf fra det asiatiske fodboldforbund:
»50 procent vil blive fratrukket Fabian Estoyanoff løn indtil udgangen af sæsonen på grund af overfaldet på en spiller fra modstandernes hold,« skriver Al Nassr på klubbens Twitter-profil.