Laudrup favorit som manager i Premier League-klub
Spekulationerne om, at Michael Laudrup skulle være på vej til et landstrænerjob i Japan florerer stadig. Men nu melder en Premier League-klub sig også som bejlere til den danske træner.
Det er bundholdet Queens Park Rangers, der angiveligt skulle have Michael Laudrup i kikkerten som erstatning for Harry Redknapp, der sagde op sidste tirsdag. Det er betting-firmaet Sky Bet, der sætter Laudrup som topfavorit til et manager-sæde hos QPR.
Det var ellers den tidligere Tottenham-manager Tim Sherwood, der i første omgang stod som favorit til det ledige sæde hos Sky Bet, men på grund af et Twitter-opslag fra QPR-bossen Tony Fernandes blev der ændret på rangeringen af bejlerne. I opslaget skriver Tony Fernandes nemlig, at han har fundet sin »drømme-manager,« men at det ikke er den person, som pressen tror.
Sky Bet har Brentford-manager Mark Warburton som næststørste favorit til QPR-jobbet, mens Sherwood er gledet længere ned ad listen bag Queens Park Rangers’ midlertidige manager, Chris Ramsey.