Lastbiler i frontalt sammenstød: Vej spærret
To lastbiler er kørt sammen på Rute 26 Århusvej. Vejen er derfor spærret.
Opdateret artikel klokken 11.10:
Den seneste udmelding fra Midt- og Vestjyllands Politi er, at Rødkærsbro Omfartsvej er spærret i begge retninger fra Ans til Højbjerg efter to lastbiler er stødt sammen.
Kl. 0925 et færdselsuheld mellem to lastbiler, som er stødt sammen. Umiddelbar ingen alvorlige tilskadekomne. Rødkærsbro Omfartsvej spærret i begge retninger fra Ans til Højbjerg. Oprydningen på stedet kommer til at tage mindst 4 timer. intet yderligere til pressen. #dkpoliti
— MV-Jyllands Politi (@MVJPoliti) January 22, 2020
Politiet venter, at oprydningen på stedet vil tage mindst fire timer, hvor vejen er spærret.
Original artikel:
To lastbiler er kørt sammen på Rute 26 Århusvej onsdag formiddag.
Århusvej er derfor spærret i retningen fra Viborg mod Aarhus. Vejen er spærret mellem frakørsel Højbjerg og frakørsel Tange.
Artiklen fortsætter efter videoen
To lastbiler kørt sammen
– Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er to lastbiler, der er kørt sammen, lyder det fra indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning Vagn Erik Jensen til Newsbreak.dk.
– Lastbilerne ligger begge to i grøften, tilføjer indsatslederen
Midtjysk Brand og Redning blev kaldt til stedet klokken 09.25 onsdag morgen.
Klippet en person ud
De to lastbilchauffører, der var indblandet i uheldet, er begge blevet kørt på hospitalet.
– Vi har klippet den ene stolpe op i en af lastbilerne, for at chaufføren kunne komme ud. Begge chauffører kunne selv komme ud af lastbilerne, siger indsatslederen.
Vej spærret
Midtjysk Brand og Redning er fortsat til stede på Århusvej, hvor de netop nu afventer Midt- og Vestjyllands Politi, der undersøger stedet.
Planen er, at Midtjysk Brand og Redning skal fjerne en del af de mange vragdele, der ligger på kørebanen i forbindelse med uheldet.
Dernæst er det politiets opgave at få bjerget de to lastbiler, forklarer indsatslederen.
Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få kontakt til Midt- og Vestjyllands Politi.