Lastbilchauffør blev noget overrasket over sin last: Den var ladet med asylansøgere

Fem asylansøgeres forsøg på at komme til Sverige fik en noget brat afslutning.

Fem asylansøgeres forsøg på at nå til Sverige endte i Middelfart. Foto: Steffen Kjær Rasmussen.
Fem asylansøgeres forsøg på at nå til Sverige endte i Middelfart. Foto: Steffen Kjær Rasmussen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sandholmlejren ligger i Birkerød på Sjælland. Ikke ret langt fra Sverige, der måske er en slags forjættet land for lejrens asylansøgere.

I hvert fald forsøgte fem unge fra lejren at nå over sundet ved at gemme sig i en lastbil. Desværre, for dem, var lastvognen på vej i en helt anden retning.

– En borger bemærkede, at der pludselig stak et hoved op gennem en presenning i et lastvognstog, siger Lars Thede, vagtchef hos Fyns Politi til Newsbreak.dk.

Derfor sendte Fyns Politi en patruljevogn af sted for at undersøge den noget anderledes last.

– Og her fik vi kontakt på Langelandsvej i Middelfart, siger Lars Thede.

Lastbilchaufføren, der var ganske uvidende om den ekstra last, havde overnattet i Helsingør. Her havde de fem, der alle er under 18, skåret hul i presenningen og krøbet ind på ladet med håbet om at komme til nabolandet.

Historien melder intet om, om det var den noget lange rejsetid, der fik en af de unge til at stikke hovedet op for at se, hvor langt de var nået. Under alle omstændigheder blev det begyndelsen på enden til forsøget.

Måske er det i sidste ende meget godt for de fem unge asylanter; lastbilen var nemlig på vej mod Ungarn.

– Nu er de alle tilbage i Sandholmlejren, siger Lars Thede.

Powered by Labrador CMS