Lastbil påkørte kvindelig cyklist i højresving
En kvindelig cyklist er blevet ramt af en lastbil i en højresvingsulykke på Amager onsdag morgen.
I morgentimerne er der sket en ulykke på Amager.
Her har en lastbil påkørt en cyklist under et højresving.
Artiklen fortsætter efter videoen
Cyklisten blev kørt på hospitalet.
Cyklist ramt
– Vi kan bekræfte, at vi har været til stede ved en højresvingsulykke, siger vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Michael Møller til Newsbreak.dk.
Han forklarer yderligere, at de var behjælpelige med at stille afskærmning op, men ellers ikke så meget andet på stedet.
– Vi får anmeldelsen klokken 08.06 om en højresvingsulykke. En lastbil påkører en cyklist under et sving til højre, forklarer vagtchefen ved Københavns Politi Jesper Frandsen til Newsbreak.dk.
Fri af bilen
Da Hovedstadens Beredskab ankommer til ulykken omkring klokken 08.00 onsdag morgen, er cyklisten fri af bilen.
– Personen var fri af bilen, da vi ankom til stedet, fortæller vagthavende operationschef.
Cyklisten var en kvinde på 72.
– Hun er blevet kørt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor hun får behandling for sine skader, siger vagtchefen, der forklarer, at da Københavns Politi endnu ikke har hørt fra Rigshospitalet vil han ikke udtale sig om hendes tilstand.
Vagtchefen kunne dog fortælle, at kvinden var ved bevidsthed, da de ankom til ulykkesstedet.
Bilinspektør indkaldt
For at klargøre, hvad der præcist er sket i ulykken, har Københavns Politi indkaldt bilinspektør.
– Vi foretager en standard procedure og tilkalder bilinspektør. Han skal blandt andet tjekke lastbilen igennem om alle spejle sad som de skulle og så videre, oplyser Jesper Frandsen.
Vagtchefen oplyser endvidere, at cyklistens pårørende er underrettet om ulykken.