Lars Løkke: -Politiet overreagerer
Sigtelsen er en overreaktion, mener den tidligere danske statsminister
Den tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen føler, at der er tale om en overreaktion, når politiet har sigtet V-profil Claus Hjort Frederiksen for at have delt statshemmeligheder.
- Det er den spontane følelse, jeg står med. Det må jeg sige. Det kan jo være, at jeg tager fejl. Det gør i hvert fald ikke noget godt for dansk folkestyre. Det er helt sikkert, siger Lars Løkke Rasmussen i et interview med "P1 Morgen".
Brudt tavshedspligt
Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister i Lars Løkke Rasmussens regering fra 2016 til 2019 og har selv bekræftet, at han er sigtet for at have brudt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.
Hvad han præcis er sigtet for er uvist, men han har ved flere lejligheder bekræftet, at Danmark og USA samarbejder om at tappe data fra kabler. Senest i et interview på TV2 News for godt en måned siden.
Tragisk at opleve
Han er sigtet efter paragraf 109, som er en af straffelovens strengeste bestemmelser og kan give op mod 12 års fængsel.
Også den mangeårige chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen er sigtet for samme paragraf. Han har siddet varetægtsfængslet i knap halvanden måned.
- Det er på alle måder tragisk at opleve, at en forsvarsminister, der har tjent Danmark og dansk folkestyre i en lang årrække, pludselig nu er oppe i et hjørne, hvor der er rejst en sigtelse mod ham efter straffelovens paragraf 109. Det mener jeg godt, kunne have været undgået, siger Løkke.
Urealistisk at forestille sig
Lars Løkke Rasmussen var inviteret i studiet hos "P1 Morgen" for at tale om sit nye parti, Moderaterne.
Men han får i begyndelsen af interviewet selv drejet samtalen hen på FE-sagen, som han mener, at den nuværende regering har håndteret skidt.
- Det forekommer mig at være fuldstændig urealistisk at forestille sig, at man har aflyttet en FE-chef, og at man ved anklagemyndigheden har rejst sigtelse mod ham og i øvrigt den tidligere forsvarsminister, uden at regeringens øverste niveau har været inddraget og orienteret, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ikke iværksat af Mette F.
- Det er jo her, der ligger kimen til en politisk skandale.
Værten på "P1 Morgen" spørger, om Lars Løkke Rasmussen mener, at det hele har været iværksat af statsminister Mette Frederiksen (S).
- Nej, nu strammer du den, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg siger bare, at det forekommer mig at være usandsynligt, at man ikke på regeringens øverste niveau har haft indblik i, hvordan det her har været processet.