Lars Løkke: -Jeg har fortrudt
Lars Løkke Rasmussen fortryder sin håndtering af instrukssagen mod Inger Støjberg
Lars Løkke Rasmussen, som var statsminister, mens Inger Støjbergs instrukssag udspillede sig, fortryder sin egen håndtering.
- Sagen kunne altså være endt anderledes. Det har jeg et ansvar for, at den ikke gjorde, skriver Løkke på Facebook på uddyber:
- Vi burde have initieret nedsættelse af det, der senere blev "Instrukskommissionen", mens vi endnu havde regeringsansvaret, hvorved sagen formentlig ikke var endt i Rigsretten, skriver Løkke på Facebook.
Nedsættelsen af Instrukskommissionen skete under den nuværende regering med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.
Støttede ikke rigsretssag
Lars Løkke Rasmussen støttede ikke, at der blev anlagt en rigsretssag.
Han henviser til, at den type sager, som Støjberg stod i centrum af, normalt ville og burde afgøres politisk.
Så i stedet for en rigsretssag kunne det være endt med kritik fra Folketinget - populært kendt som en næse.
Derefter var den tidligere udlændinge- og integrationsminister sandsynligvis "blevet gået", lyder det fra Løkke.
-Ikke værdig til Folketinget
Han mener, at Inger Støjberg ikke er værdig til at sidde i Folketinget.
Det skriver han efter dommen, som han mener er både "hård og klar".
- Uanset politiske undertoner i hele dette sagsforløb påhviler det derfor nu et samlet Folketing at handle adækvat i forhold til dommen. Og her er jeg ikke i tvivl: Man er ikke værdig til at sidde i Folketinget, når man er idømt 60 dages ubetinget fængsel, medmindre man opnår nyvalg efter udstået straf, skriver Løkke.
Tidligere har stifteren af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup formået at komme i Folketinget, efter at han tidligere var blevet erklæret uværdig til at være medlem.