Lars Larsen: Børnebørn forgyldes med ejerskab i Jysk

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire børnebørn, som alle er omkring eller under konfirmationsalderen, har nu fået andele i Jysk.

Den jyske erhvervsmand og milliardær Lars Larsen har sat farten op i et generationsskifte af Jysk-koncernen.

Fire børnebørn, som alle er omkring eller under konfirmationsalderen, har nu fået andele af selskabet, skriver Finans.dk.

Beslutningen fremgår ifølge mediet af et netop offentliggjort regnskab for 2013/14 i moderselskabet Jysk Holding A/S.

66-årige Larsen fremstår fortsat som hovedaktionær, og hans børn, Jacob Brunsborg og Mette Brunsborg, er opført som ejer af minimum fem procent af aktiekapitalen.

Med på ejerlisten med samme angivelser er nu også Christine og Christian, som er børn af Jacob Brunsborg, samt Søren og Line, der er børn af Mette Brunsborg, skriver Finans.dk.

Den nye ejerkonstruktion indgår ifølge kommunikationsdirektør Jonas Schrøder som en del af et glidende generationsskifte, som har været i gang gennem længere tid.

I december 2014 fastslog Lars Larsen imidlertid, at han agter at blive siddende på magten i Jysk som hovedejer og bestyrelsesformand.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS