Lars Boom: Hård Vejle-etape bliver afgørende
Hollandske Lars Boom forsvarede den gule trøje, da feltet nåede Aarhus, men han tør ikke tro på sejren endnu.
Lars Boom forsvarede sin gule førertrøje, da Post Danmark feltet onsdag kom samlet i mål i Aarhus, hvor norske Edvald Boasson Hagen (MTN-Qhubeka) var først over stregen.
Samtidig skovlede den hollandske Astana-rytter tre bonussekunder til sig på den sidste af de tre indlagte bonusspurter. Dermed er forspringet til danske Lars Bak (Lotto Soudal) øget til ni sekunder.
Selvom føringen i det samlede klassement blev øget, så tør den 29-årige rytter ikke føle sig alt for sikker på sejren. Først skal torsdagens hårde etape i Vejle nemlig overstås.
– Det afhænger af, hvordan det går i morgen. Det er et hårdt løb, men jeg føler mig godt tilpas. Hvis vi kører sådan her hver dag, bliver jeg kun stærkere, siger han.
Netop Vejle-etapen er udråbt til løbets kongeetape, hvor rytterne skal op over flere bakker, inden etapen afsluttes med tre rundstrækninger i byen. Især den berygtede Kiddesvej, der stiger 19 procent, kan give anledning til spredning i feltet.
Derfor kan det godt være, at Lars Boom vil spørge holdkammeraten Jakob Fuglsang til råds. Den tredobbelte Post Danmark Rundt-vinder har nemlig kørt op ad bakkerne i Vejle flere gange.
– Jeg har ikke studeret ruten endnu, men Jakob har fortalt mig lidt om etapen i morgen, så jeg må studere den på YouTube i aften, siger Lars Boom.
Torsdagens etape køres med både start og mål i Vejle og er 185 kilometer lang. Undervejs skal rytterne op ad i alt 2000 højdemeter.
/ritzau/