Lars Barfoed siger farvel

Lars Barfoed og hans kone, Helle Sjelle, har meldt sig ud af De Konservative efter lokale uoverensstemmelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere formand for De Konservative Lars Barfoed har meldt sig ud af partiet.

Det samme har hans kone, kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg Helle Sjelle. Det oplyser hun til lokalmediet FrederiksbergLiv.

Hun begrunder parrets udmeldelse med den lokale konservative ledelse i Frederiksberg Kommune.

Ledelsen er "uden et konservativt politisk kompas", lyder det blandt andet.

Lars Barfoed og Helle Sjelle har begge meldt sig ud af De Konservative. (Arkivfoto).
Lars Barfoed og Helle Sjelle har begge meldt sig ud af De Konservative. (Arkivfoto).

Går mod ledelsen

- Ledelsen forstår ikke at værne om den midtsøgende og konstruktive konservatisme, der ellers har kendetegnet konservative på Frederiksberg i over 100 år, siger Helle Sjelle til FrederiksbergLiv.

Videre kritiserer hun også den nye konservative borgmesterkandidat Michael Brautsch for at "fjerne politisk indflydelse" fra medlemmer, der støttede en modkandidat, da borgmesterkandidaten skulle vælges.

Genopstiller ikke

Lars Barfoed var formand for De Konservative fra 2011 til 2014, hvor nuværende formand Søren Pape Poulsen tog over.

Tidligere har Barfoed også besat en række ministerposter heriblandt som justitsminister.

Han genopstillede ikke ved folketingsvalget i 2015 og forlod dansk politik.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Lars Barfoed.

LARS BARFOED

Lars Barfoed (født den 4. juli 1957 på Frederiksberg) er en dansk jurist og politiker, som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 2001 til 2015 og været politisk leder for samme parti fra 14. januar 2011 til 2014. Fra 28. juni 2012 til august 2014 var han tillige partiets politiske ordfører. Den 6. august 2014 meddelte Lars Barfoed, at han ville trække sig fra formandsposten, og at den konservative borgmester i Viborg Søren Pape Poulsen ville tiltræde som konstitueret formand indtil partiets landsmøde senere i 2014.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS