Lars Barfoed forlader politik
Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti vil satse på en karriere i den private sektor.
Det blev til 14 år i Folketinget for Lars Barfoed, før den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti mistede sit mandat ved valget i juni.
Man nu er han ikke længere være kandidat til Folketinget, skriver han på Facebook.
– Efter en god sommers tænkepause har jeg besluttet at søge nye udfordringer uden for politik. Det betyder, at jeg stopper som folketingskandidat, hvilket jeg nu har meddelt formanden for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg, meddeler Barfoed.
Lars Barfoed måtte bide i græsset, da De Konservative mistede sit mandat i Københavns Storkreds, hvor Lars Barfoed var opstillet som kandidat på Frederiksberg og i Brønshøj.
Sanket set gik det traditionsrige parti fra otte til seks mandater og har dermed for anden valgperiode i træk rollen som Folketingets mindste parti.
Lars Barfoed var formand for Det Konservative Folkeparti fra 2011 til 2014, hvor han selv trådte tilbage og anbefalede den nuværende formand Søren Pape Poulsen.
Han har desuden været både justitsminister, transportminister og minister for familie- og forbrugeranliggender i den tidligere VK-regering.
Før den politiske karriere havde Lars Barfoed flere direktørposter, blandt andet i Finansrådet og Dansk Handel og Service.
Nu vender han så tilbage til arbejdsmarkedet, hvor han går efter en rolle i det private erhvervsliv:
– Jeg har haft 14 spændende år i Folketinget, men nu glæder jeg mig til igen at bruge mine kompetencer og erfaring i den private sektor, skriver han på Facebook.
/ritzau/